Cykelslange – en ny klassiker

Engang var det at arbejde med cykelslange nyt og spændende. Nu er det vel nærmest det, man kan kalde en moderne klassiker, når man arbejder med børn. Men det er der en grund til: Det er så nemt at arbejde med, det er billigt og resultatet bliver altid overraskende godt. Om det så er små nøgleringe, armbånd eller punge (lavet af 2. klasses elever) eller smukke hula-hula damer med sus i skørterne.

Advertisement

Musemåtte

Min datter kom på et tidspunkt hjem med denne her fra billedkunst.

Det er en mandela tegning der er lamineret. Oprindeligt sad der nogle bløde dobbeltklæbende puder fast på bagsiden, men vi fandt ud af at det virkede bedre med mosgummi. Hun lavede siden andre versioner til julegaver i familien. Jeg har siden tænkt på at det kunne egne sig som et begynderprojekt i håndarbejdsundervisningen. Jeg har derfor lavet denne her:

Jeg har som med min elastikmappe taget udgangspunkt i et kort fra Tiger. Alle delene er klippet ud i stof og Vlisofix og derefter strøget oven på hinanden. Det hele er lamineret og sat fast på mosgummi med dobbeltklæbende tape. Jeg synes det virker fint. Jeg har lamineret med skolens nye kold-lamineringsmaskine og det virker ikke helt. Det bliver simpelthen for bulet. En anden gang vil jeg gøre det med den gode gamle, det giver et bedre resultat. Men ellers tror jeg bare det er at komme derudaf…. Kunne det ikke også være flot med for eksempel patchwork?

Kastedyr

Måske skulle jeg bruge alle mine nye liberty rester til sådant et smukt tæppe som Wise Craft har lavet. Hvordan man nogensinde får lavet sådan et stort arbejde færdigt fatter jeg egentlig ikke. Her bliver det kun til småting som et par kastedyr. Det er til håndarbejdsundervisningen. Børnene tegner først deres ideer og derefter bliver de syet op. De er fyldt med halvt plastgranulat eller ris, halvt bamsefyld. Hvis de fyldes helt med granulat bliver de for tunge synes jeg. Til sidst gennemgår vi hele ide-til-færdigt-produkt-processen. Her er det interessant at se hvor meget børnene flytter sig fra deres oprindelige ide fordi de bliver inspireret undervejs eller fordi de møder problemer med fremstillingen. Kastedyrene kan bruges på samme måde som risposer til diverse spil og lege i skoletiden eller bare til at skyde til måls efter dåser!

kastedyr

En gave fra storesøster

Den lille har fødselsdag i dag og fylder 5 år. Den store havde lavet denne fine kanin til hende. Den er syet på symaskine og hun har selv (med lidt vejledning) broderet øjne med perler og en fin snude og mund. Tanken var vist først at den skulle have haft en fyldig garderobe, men ting tager jo tid og derfor blev det til et halsterklæde i filt. Den er da fin ikk’? Et godt råd når børn (eller voksne) skal sy denne slags små figurer er: Læg først stoffet ret mod ret. Tegn derefter den figur du vil sy. Sy på symaskine efter markeringen. Klip til sidst rundt om syningen. På denne måde har man ikke besværet med at få to stykker stof til at passe perfekt sammen. Hvis symaskinen smutter giver det bare karakter til figuren i stedet for huller.

eas gave

Bolde som i gamle dage

Da jeg var lille lavede min bedstemor altid bolde af gamle nylonsokker, stofrester, hår (!) og andet der kunne bruges. Det samlede hun til en klump. Satte en masse elastikker uden på og vævede derefter et lag uden på så bolden blev fin. Jeg tænkte at det måske var et projekt til håndarbejdsundervisningen. Det kunne feks hænge fint sammen med et større emne om genbrug.

Jeg samlede rester fra skraldespanden og satte (ikke så mange for jeg løb tør) elastikker uden på.

rød kugle

Så gik jeg på jagt efter garnrester og fik vævet dem omkring bolden. Den er jo egentlig blevet meget fin (men ikke nær så præcis og ordentlig som dem min bedstemor lavede), men jeg tror ikke at jeg vil bruge det til håndarbejdsundervisningen. Jeg synes det er lidt langsommeligt og er ikke sikker på at eleverne har tålmodigheden til det. Jeg har et andet projekt med en vævet skildpadde som jeg bruger i stedet. Det får I at se en anden dag når jeg lige har fundet det frem.

blå kugle

Flere cykelslanger…

I jagten på projekter til næste års håndarbejdsundervisning (uden symaskine) er jeg nået til cykelslangerne. De ryger helt sikkert på programmet for det er utroligt hvad der kan komme ud af en bunke som denne:

cykelslanger

Med lidt vejledning og en masse fantasi får børnene virkelig lavet ting som de selv (og læreren) er rigtig tilfredse med. Det er desuden en meget billig aktivitet da slangerne ofte kan fås gratis. Man kan finde meget mere inspiration i bogen “Gummi og genbrug” af Britt Jørgensen. Det følgende er noget af alt det fine børnene fik lavet i løbet af forårets temauge.

bælte

armbånd

rullede brocher

bord

Fiskedam

Jeg skal næste år have to 4. klasser i håndarbejde. Pga nogle skematekniske ting skal jeg i stedet for at være alene om halvdelen af klassen, have hele klassen sammen med en anden lærer. Umiddelbart er der jo ikke den store forskel, men i virkeligheden er det meget værre at have hel klassen. De “fylder” simpelthen mere når en hel klasse er samlet. Jeg har derfor tænkt at vi venter med symaskine til de er i femte. Så nu er jeg i gang med at forberede hvad vi kan lave, af ikke symaskinekrævende ting. Jeg hev denne op af skuffen som jeg har brugt en gang tidligere. Idéen er gammel men god – en fiskedam. Her er det den lille der prøver spillet af.

alma fisker

Fiskene er alle slags: Store, små, brandmænd, søheste m.m. Det er jo kun fantasien der sætter grænser og det er det gode. Da jeg prøvede det med elever blev der også lavet støvler, donuts, hatte og meget andet.

fiskemodeller

Fiskene er lavet af to stykker filt syet sammen med knaphulssting. Inden i er der et lille stykke metal eller en magnet. Fiskestangen er bare en tynd rundstok savet af i en passende længde. Der saves et lille hak i enden så snoren ikke falder af. Fiskekrogen er en magnet syet ind i en lille filtlomme.Det gode ved dette projekt er, at det er meget enkelt. Jeg brugte det i forbindelse med en temauge. På fire lektioner kunne alle på et hold nå at lave fiskestang og mindst én fisk. Det ryger lige ned i kassen med projekter til næste år!

fiskestang

Pinligt!

Jeg er lige i gang med en større oprydning og så finder jeg to små poser… jeg ved med det samme hvad det er. Nemlig de her helt fantastiske bånd jeg købte i butikken Tumult i Berlin for over en måned siden. Meeen… de har bare ligget dér, hengemt i posen, helt glemt af mig. “Hvad skal du bruge dem til?” er der måske nogen der spørger, og til det må jeg svare: “Bruge?? Hvornår har det været et kriterie for at købe bånd!”

bånd

I den anden pose lå der denne fine lille hårelastik. Sød idé til mine piger tænkte jeg… og så kom den altså ikke længere end til posen… i hvert fald indtil nu.

elastik

Dukketøj

Jeg skal snart til eksamen. Og af en eller anden grund betyder det at verden pludselig bliver fuld af overspringshandlinger. Feks blev jeg i dag opslugt af at lave dukketøj til den lille. Mit læsebord er lige ved siden af mit sybord… og det er måske ikke så smart. I hvert fald måtte de franske verber på mit bord vige pladsen for dukketøjet. Så brugte jeg et par timer på dét… senere kom jeg i gang med verberne igen, så det går jo nok. I hvert fald fik ynglingsdukken (lige for tiden) lidt nyt til garderoben:

En lille sommerbluse med lommer og en cowboynederdel med læg.

En lille sommerbluse med lommer og en cowboynederdel med læg.

En sommerkjole med blomst.

En sommerkjole med blomst.

Lidt til ballettimen.

Lidt til ballettimen.

Romantisk vinterfrakke med tilhørende halsterklæde.

Romantisk vinterfrakke med tilhørende halsterklæde.

Velournederdel mage til ejerens.

Velournederdel mage til ejerens.

Ja, så blev det ikke til mere, så den sidste nederdel forbliver bluseløs… gad vide om den ikke snart må stå på overspringshandlinger igen?

Endnu en T-shirt til den lille

Så var der lige endnu en T-shirt klar. Mønstret er som altid fra Meedoms børnetøj. Den holder altså! Jeg tror det er den sybog jeg har brugt mest nogensinde! Stoffet er en gammel rest fra Skipper og blomsten lå i skuffen (måske er den købt i stof 2000 i sin tid?). T-shirten er måske nok set før (eller noget der ligner temmelig meget) men til en pige der kan lide at tingene ikke er alt for pigede (læs lyserøde) er den altså perfekt. Jeg er sikker på at den bliver brugt flittigt.

t-shirt

Det sker oftere og oftere at jeg bruger de nemme løsninger når jeg syr børnetøj. Feks synes jeg at jersey bør lægges op med tvillingenål. Det er altså det rigtige og ser mest færdigt ud. Men når jeg sidder ved maskinen og det skal gå lidt hurtigt ender det nu ofte med en zig-zag. Ofte i en kontrastfarve som her. Så klipper jeg det overskydende sømrum af på bagsiden. Det bliver faktisk helt pænt og er altså lynhurtigt. Jeg bilder mig selv ind at det også ser lidt mere råt ud og derfor er okay… og endelig… det er jo mig der bestemmer ikk’? Hvorfor føles det så lidt som snyd?

zigzag