Huer

Vi har arbejdet med huer i håndarbejde. Metoden har været helt enkel: Hver elev har målt sin hovedomkreds og derefter frit tegnet et huemønster på mønsterpapir. Det har overrasket mig lidt hvor traditionelle huerne er blevet. De fleste har ganske almindelig huefacon. Det var et krav at der skulle applikeres på huen, og også her herskede det traditionelle. Langt de fleste applikerede forbogstavet på huens ejermand. Enkelte af eleverne har syet knaphulssting med garn om huens nederste kant, men de fleste har bare ladet den stå rå. Alt i alt var det et godt projekt.

Man kan også læse om huer i håndarbejde på EMU.

Advertisement

Puder

Min 5. klasse har lige lært at sy på symaskine og deres første projekt skal være en pude. Jeg tager dem her med til dem i morgen så de kan lade sig inspirere. Det er to puder med forskellig for-og bagside. De er kun lavet for at tage med på arbejde. Det er meningen at børnene kan lave deres pude frit, men den skal indeholde sammensyninger, dekoration, applikation eller andet. Eneste krav er med andre ord, at det ikke bare bliver to stykker stof syet sammen. Når de er færdige med deres pude har de afsluttet deres symaskinekort.

En nisse

Så kom der en langbenet og bredhoftet julenisse til byen. Jeg har syet disse nisser med børnene på skolen og det har været en stor succes. De er nemme at sy på maskine, men kan også sys i hånden. Ideen er oprindeligt set i et Ingelise, men jeg husker ikke hvilket. Denne her er bare tegnet frihånds. Børnene på skolen har også tegnet deres i hånden først, hvad der har givet et bredt udvalg af størrelser. Min er fyldt med vat, men jeg tror at den ville have lidt godt at lidt ris også. Det hyggelige ved nissen er at den kan bruges så mange steder:

På bordet:

På døren:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eller oven på skabet:

Kastedyr

Måske skulle jeg bruge alle mine nye liberty rester til sådant et smukt tæppe som Wise Craft har lavet. Hvordan man nogensinde får lavet sådan et stort arbejde færdigt fatter jeg egentlig ikke. Her bliver det kun til småting som et par kastedyr. Det er til håndarbejdsundervisningen. Børnene tegner først deres ideer og derefter bliver de syet op. De er fyldt med halvt plastgranulat eller ris, halvt bamsefyld. Hvis de fyldes helt med granulat bliver de for tunge synes jeg. Til sidst gennemgår vi hele ide-til-færdigt-produkt-processen. Her er det interessant at se hvor meget børnene flytter sig fra deres oprindelige ide fordi de bliver inspireret undervejs eller fordi de møder problemer med fremstillingen. Kastedyrene kan bruges på samme måde som risposer til diverse spil og lege i skoletiden eller bare til at skyde til måls efter dåser!

kastedyr

Bolde som i gamle dage

Da jeg var lille lavede min bedstemor altid bolde af gamle nylonsokker, stofrester, hår (!) og andet der kunne bruges. Det samlede hun til en klump. Satte en masse elastikker uden på og vævede derefter et lag uden på så bolden blev fin. Jeg tænkte at det måske var et projekt til håndarbejdsundervisningen. Det kunne feks hænge fint sammen med et større emne om genbrug.

Jeg samlede rester fra skraldespanden og satte (ikke så mange for jeg løb tør) elastikker uden på.

rød kugle

Så gik jeg på jagt efter garnrester og fik vævet dem omkring bolden. Den er jo egentlig blevet meget fin (men ikke nær så præcis og ordentlig som dem min bedstemor lavede), men jeg tror ikke at jeg vil bruge det til håndarbejdsundervisningen. Jeg synes det er lidt langsommeligt og er ikke sikker på at eleverne har tålmodigheden til det. Jeg har et andet projekt med en vævet skildpadde som jeg bruger i stedet. Det får I at se en anden dag når jeg lige har fundet det frem.

blå kugle

Flere cykelslanger…

I jagten på projekter til næste års håndarbejdsundervisning (uden symaskine) er jeg nået til cykelslangerne. De ryger helt sikkert på programmet for det er utroligt hvad der kan komme ud af en bunke som denne:

cykelslanger

Med lidt vejledning og en masse fantasi får børnene virkelig lavet ting som de selv (og læreren) er rigtig tilfredse med. Det er desuden en meget billig aktivitet da slangerne ofte kan fås gratis. Man kan finde meget mere inspiration i bogen “Gummi og genbrug” af Britt Jørgensen. Det følgende er noget af alt det fine børnene fik lavet i løbet af forårets temauge.

bælte

armbånd

rullede brocher

bord

Fiskedam

Jeg skal næste år have to 4. klasser i håndarbejde. Pga nogle skematekniske ting skal jeg i stedet for at være alene om halvdelen af klassen, have hele klassen sammen med en anden lærer. Umiddelbart er der jo ikke den store forskel, men i virkeligheden er det meget værre at have hel klassen. De “fylder” simpelthen mere når en hel klasse er samlet. Jeg har derfor tænkt at vi venter med symaskine til de er i femte. Så nu er jeg i gang med at forberede hvad vi kan lave, af ikke symaskinekrævende ting. Jeg hev denne op af skuffen som jeg har brugt en gang tidligere. Idéen er gammel men god – en fiskedam. Her er det den lille der prøver spillet af.

alma fisker

Fiskene er alle slags: Store, små, brandmænd, søheste m.m. Det er jo kun fantasien der sætter grænser og det er det gode. Da jeg prøvede det med elever blev der også lavet støvler, donuts, hatte og meget andet.

fiskemodeller

Fiskene er lavet af to stykker filt syet sammen med knaphulssting. Inden i er der et lille stykke metal eller en magnet. Fiskestangen er bare en tynd rundstok savet af i en passende længde. Der saves et lille hak i enden så snoren ikke falder af. Fiskekrogen er en magnet syet ind i en lille filtlomme.Det gode ved dette projekt er, at det er meget enkelt. Jeg brugte det i forbindelse med en temauge. På fire lektioner kunne alle på et hold nå at lave fiskestang og mindst én fisk. Det ryger lige ned i kassen med projekter til næste år!

fiskestang

Dukketøj

Jeg skal snart til eksamen. Og af en eller anden grund betyder det at verden pludselig bliver fuld af overspringshandlinger. Feks blev jeg i dag opslugt af at lave dukketøj til den lille. Mit læsebord er lige ved siden af mit sybord… og det er måske ikke så smart. I hvert fald måtte de franske verber på mit bord vige pladsen for dukketøjet. Så brugte jeg et par timer på dét… senere kom jeg i gang med verberne igen, så det går jo nok. I hvert fald fik ynglingsdukken (lige for tiden) lidt nyt til garderoben:

En lille sommerbluse med lommer og en cowboynederdel med læg.

En lille sommerbluse med lommer og en cowboynederdel med læg.

En sommerkjole med blomst.

En sommerkjole med blomst.

Lidt til ballettimen.

Lidt til ballettimen.

Romantisk vinterfrakke med tilhørende halsterklæde.

Romantisk vinterfrakke med tilhørende halsterklæde.

Velournederdel mage til ejerens.

Velournederdel mage til ejerens.

Ja, så blev det ikke til mere, så den sidste nederdel forbliver bluseløs… gad vide om den ikke snart må stå på overspringshandlinger igen?

Stor pige

Her er hun så: Den lille, som snart ikke er så lille mere. “Fire et halvt” siger hun klart og bestemt når man spørger om alderen. Og det dér halve år, det er jo så vigtigt. Hun elsker sit tørklæde og føler sig meget “stor-pige-agtigt” når hun har det på. De må jo ikke have den slags på i børnehaven, så det bliver mest herhjemme det kan bruges. Trøjen i velour er for øvrigt også hjemmegjort lige inden jeg startede bloggen her. Der blev lavet både trøjer, bukser og nederdele til den store og den lille (jeg havde fundet noget billigt velour) og det er blevet brugt rigtig meget. Specielt den store er næsten ikke til at hive ud af sine “hjemme-bukser”.

alma med tørklæde