Læst i 2012

Læst i 2012

TikAdrian van Dis: Tik

Det er ikke ofte man læser bøger om det moderne Sydafrika. Og det  er ikke normalt noget, der ville tiltrække mig, men på det lokale bibliotekt faldt jeg alligevel over denne her bog.To gamle antiapartheidvenner mødes i det moderne Sydafrika, og illusionerne brister på stribe. Jeg var ikke vildt begejstret, bogen fik mig aldrig rigtig “med”. Sproget var fint, men det var ikke nok.

sankt-psyko_195330Jonathan Theorin: Sankt Psyko

Bogen halder kort om pædagoen Jan, der søger arbejde i en børnehave tilknytte et psykiatrisk hospital. Han er et ensomt menneske, der befinder sig bedst sammen med børn. I løbet af bogen finder vi langsomt ud af hvad hans historie og hans egentlige motiver er. Bogen er spændende uden de helt voldsomme effekter. Theorin skriver godt og jeg følte mig hele tiden i sikre thriller hænder. Man bliver indfanget af historien og specielt historien om Jans skæbne er svær at ryste af sig.

du-forsvinder_193787Christian Jungersen: Du forsvinder

Nøj, den var god!! Sådan kan det vel bare siges – sådan helt uakademisk. Jeg synes den er så velskrevet. Jeg synes hele problematikken omkring, hvornår vi er “os selv” er vildt  interessant, og jeg synes i det hele taget at historien er hjerteskærende og uhyggelig. Har vi en fri vilje, eller er vi bare summen af bittesmå elektroniske impulser, i det vi kalder vores hjerne? Og hvornår kan man egentlig fritages for skyld? Hvornår er man ikke mere sig selv. Og kan vi elske, når dem omkring os forandrer sig?
Jungersen forstår virkelig at skrive så disse spørgsmål bliver relevante og spændende. Og så forstår han om nogen, at få os til at leve og føle med hovedpersonerne, selvom de er nok så usympatiske. Den er virkelig god!!

imagesLisa Grunwald: Den uimodståelige Henry House

I 50’ernes USA havde man “praktikbabyer”. Babyer der blev brugt til at træne unge mødre i husholdning og moderskab. Henry er en sådan baby, og hans tilknytning (eller mangel på samme) til så mange forskellige personer i hans tidlige liv påvirker ham resten af livet. I praktikhuset hersker der Ro, Renhed og Regelmæssighed i en grad, så det skærer en i hjertet. Fx når den lille Henry får lov at ligge grædende i sengen, fordi han “først skal vågne kl. ét!). Bogen er velfortalt og fængende, men flyder bedst i starten. Senere bliver det hele lidt mere fragmenteret ligegyldigt.

Miriam Toews: Før og efter

Bogen handler om den 18-årige Irma, der ikke trives i det strengt religiøse mennonittersamfund i Mexico. Hun gifter sig udenfor mennonitsamfundet og udstødes af familien. Ægteskabet fungerer dog ikke, og da der en dag dukker et filmselskab op for at filme mennonitsamfundet, starter et nyt kapitel for Irma. Bogen har en trøstesløshed, som er smuk, desværre er den også lidt kedelig. Jeg havde svært ved at forstå Irma og hendes bevæggrunde, og først i den sidste tredjedel af bogen udfolder historien og Irma sig rigtigt for mig.

Craig Thompson: En dyne af sne

Da jeg var yngre, var jeg meget glad for at læse tegneserier. Det er blevet lagt lidt på hylden. Og selvom den grafiske roman er stormet fremad, er det faktisk først gang, jeg læser en. Men “En dyne af sne” var et godt valg at starte på. Den er poetisk og meget bevægende. Den er selvbiografisk, og handler om forfatterens børne- og teenageår med en streng religiøs baggrund. Tegningerne er nærmest lidt naive, men hele vejen igennem bogen er der en “stille” stemning, selv når der sker noget voldsomt. Og Thompson formår at skildre fx den første berøring af sin ungdoms elskede meget præcist. Jeg var medrevet og bogen var en rigtig god oplevelse.

Donald Spoto: The dark side of genius

Alfred Hitchcock – findes der en mere ikonisk filminstruktør? Jeg havde længe glædet mig til at gå i gang med denne mursten af en biografi. Spoto skriver flydende og let, og med Hitch som emne, måtte vi da undgå at det hel blev lidt for pænt og nydeligt (som med Grace Kelly og Audrey Hepburn). Og det kom til at passe. Der er intet nydeligt ved Hitchcock, faktisk fremstår han det meste af bogen som en dum, traumatiseret, egocentreret og meget, meget  ensom skid. Men det bliver historien jo ikke dårligere af. Bogen gav mig en stor indsigt i baggrunden for hans film, og jeg vil helt sikkert se dem med nye øjne. En god biografi, der dog ind i mellem blev lidt langtrukken, med endeløse opremsninger af datoer og filmplaner.

Ernst Jünger: I stålstormen

Stålstormen er ikke skønlitteratur, selvom den fremstår sådan. Det er Ernst Jüngers egene dagbogsoptegnelser, der ligger til grund for bogen, og det gør den bare så meget mere gruopvækkende.Jeg er ikke den store fan af krigslitteratur, og flere steder i bogen kan jeg mærke mit manglende kendskab til krigsudtryk som “første linje”, “stilling”, “ryg” osv. Men meningen er alligevel klar, og bogens intensitet er alligevel dyb. 1. verdenskrig var på mange måder “The great war” og det lader denne bog os ikke glemme. Selvom Jünger på ingen måde var pacifist, bliver bogen alligvel en fortælling om krigens rædsler, men også om dens mennesker og deres mod. Jeg synes det var fremragende læsning, og bogen har hængt bagerst i mine tanker siden jeg læste den.

Hakuri Murakami: 1Q84, bog 2

Den gode historie fortsætter, og det overnaturlige element tager til. Jeg er stadig med, men er ved at blive lidt træt af gentagelserne. Jeg må også indrømme, at jeg har lidt svært ved helt at forstå sammenhængen, men jeg har ladet mig fortælle, at jeg ikke er den eneste🙂

Helle Helle: Rødby-Puttgartden

Tine og Jane lever i Rødby engang i slutningen af firserne. Bogen følger deres almindelig liv over et par måneder. Helle Helle har en karakteristisk, kort, præcis måde at skrive på. Det giver historien et særligt liv som på én gang virker almindelig og nærmest skræmmende. Den er morsom og alligevel helt utrolig trøstesløs.

Siri Hustvedt: Sommeren uden mænd

Hovedpersonen Mia er blevet forladt af sin mand taler nu direkte til os læsere om den situation hun er havnet i. Det er først gang, jeg læser Hustvedt og jeg havde glædet mig, men romanen levede slet ikke op til mine forventninger. Jeg kunne ikke blive revet med af fortællerens insisterende stemme. Bogen emmer af intellektuel sitren, og det er tydeligt at der er tænkt over hvert ord og hver detalje. Men desværre bliver de mange litterære henvisninger for meget for mig og hindrer at jeg kan kaste mig ned i historien. Og så er slutningen lidt irriterende, men det er bare en mindre ting.

Hugo Hamilton: Hjemve

Bogen foregår i dublin i 50’erne og 60’erne. Drengen Johannes vokser op i en familie med tysk mor og en irsk militant far. Familien skiller sig ud på flere måder. 2. verdenskrig er stadig tæt på og børnene bliver drillet med deres tyske mor. Faren drømmer om et nyt Irland, og det betyder blandt andet at børnene forbydes at tale engelsk eller at lege med børn der taler engelsk. Bogens sprog følger drengen og bliver, i takt med at drengen Johannes bliver ældre, også mere nuanceret og reflekterende. En fin bog om barnelivets strabadser, rørende og morsom, men også en lille smule forudsigelig i dens pointer. Bestemt læseværdig.

Haruki Murakami: 1Q84, bog 1

Murakamis bog har jo allerede gået sin sejrsgang i mange lande og behøver måske ikke nærmere introduktion. Jeg var lige så begejstret som mange andre. Kombinationen af dagligdags realisme og overraskende magiske historieelementer. Jeg blev revet med af historien og selvom jeg måske ind i mellem blev lidt træt af de mange gentagelser,  glæder mig til at læse nummer 2.

David Sedaris: Me talk pretty one day

Bogen består af kapitler der på den ene eller anden måde omhandler ting der er sket i Sedaris’ liv. Bogen var hyggelig, men også lidt selvsmagende synes jeg. Sedaris var simpelthen ikke helt så sjov som forventet.

Steve Lowe & Alan McArthur: Is it just me or is everything shit?

ideen er fin nok. En alfabetisk opremsning og gennemgang af alle de irriterende ting man kan komme på. Men jeg er simpelthen ikke engelsk nok, til at få glæde af denne bog. Der er en masse snak om engelske tv-personligheder og andre berømtheder og jeg aner ikke hvem de er. Og desværre ender jeg med at synes at forfatterne er nogle brokkehoveder, der skulle finde sig en anden beskæftigelse.

Graham McCann: Cary Grant – A class apart

Bogen gennemgår fint Grants karriere og liv, men den er en lille smule tandløs. Grant var åbenbart meget privat, og der er derfor meget få kilder, der fortæller om hans egentlige jeg. Bogen strejfer, at han var vanskelig at leve sammen med, men man får ikke rigtig fornemmelsen af hvorfor. Forfatteren virker en lille smule “startstruck” i hans tilgang til hovedpersonen. Mens det private er en lille smule overfladisk, fortæller bogen fint om hans lange karriere og om baggrunden for valg af film med mere. Når alt kommer til alt er Gary Grant bare godt selskab, også når man læser om ham.

Steven Bach: Leni Riefenstahl, filmmager for Hiter

Det er et stykke tid siden, jeg sidst læste en egentlig biografi, og det er synd, for hvor er det egentlig spændende. For nogle er Riefenstahl én af de største instruktører nogensinde (måske den største kvindelige), for andre er hun en nazi sympatisør, der på snedig hvis undslap straf efter anden verdenskrig. Ligegyldig hvilken holdning man har, er bogen spændende læsning. Den fortæller om en kvinde, der ikke skyr nogen midler for at opnå hvad hun ønsker, men også historien om en kvinde der samtidig (måske) er hylende naiv. Jeg synes den fortæller om mennesket i os alle. Riefenstahl bliver på ingen måde fremstillet positivt, men hendes kunst bliver hyldet. Og man sidder tilbage med det ubesvarede spørgsmål, om kunst kan være stor kunst uanset det politiske indhold. Fremragende!

Kazuo Ishiguro: Never let me go.

Sådan! Ind i mellem rammer man en bog, som bare er helt rigtig. For mange år siden ramte Ishiguros “Remains of the day” mig fuldstændigt, som én af de bedste bøger jeg nogensinde har læst. “Never let me go” har meget af den samme melankoli og tristesse over sig. Jeg synes den var helt fabelagtig. Kort fortalt handler den om 3 unge menneskers venskab og kærlighed. Det er sat i en science fiction ramme (hvad der lyder helt forkert, men som er helt fantastisk rigtigt) som er med til at understrege det umiddelbare nytteløse, skæbnesvangre og håbløse ved livet. På mange måder er bogen fyldt med livets smukkeste sider samtidig med at den er én lang rejse mod det uundgåelige – døden, eller hvad det end er man er udvalgt til. Den kan på det allerhøjeste anbefales.

Sofi Oksanen: Baby Jane

Jeg har læst “renselse” og var meget begejstret, men “Baby Jane” fik mig ikke vundet over på samme måde. Den handler om et lesbisk par i Helsinki. Den ene part er Piki, en omsværmet pige, der desværre lider af panikangst og derfor isolerer sig i sin lejlighed og kun tør gå ud for at gå på druk. Hovedpersonen forelsker sig hovedkulds, men har også sine dæmoner at slæbe rundt på. Oksanen skriver godt, det er der ingen tvivl om, men det er så koldt og så hårdt det hele, at det næsten ikke er til at holde ud. Det er god læsning, men det er ikke rar læsning.

Søren Mørch: 24 statsministre

Søren Mørch kan bare noget med at skrive historiebøger, så man gider læse dem. Bogen indeholder er beskrivelse af de 24 statsministre Danmark havde fra århundredeskiftet og frem til Nyrup. Mørch skriver målrettet og underholdende om de forskellige personligheder, men altid med tungen lige i munden og altid med fokus på magten og hvad statsministerens personligheden betød, for det land han var leder af. God, letlæselig bog om det politiske Danmark. Det eneste jeg manglede, var en samlet tidslinje med en oversigt over alle statsministre.

Bjørn Erik Niss: Velkommen til The Daily Show med Jon Stewart.

Jeg eeelsker The Daily Show, og Jon Stewart er i dén grad min TV-kæreste. Jeg synes han er vildt sjov og enormt charmerende. Derfor havde jeg egentlig også glædet mig lidt til denne bog. Jeg havde lidt håbet, at nu skulle Jon og jeg rigtig hygge os! Desværre bliver den første del af bogen spildt på at fortælle hvad The Daily Show er. Der er alt for mange lange og kedsommelige beskrivelser af, hvad showet går ud på, og billedmaterialet er mildt sagt sparsomt (hårdt presset vil jeg måske også indrømme, at jeg havde håbet på lidt insider viden om Jon Stewart, der er meget privat). Anden del af bogen er dog langt bedre. Her går Niss i detaljer omkring den sprogbrug, showet er mester i. Dét er interessant! Alt i alt var bogen alt for klinisk til min smag og jeg synes det er svært at finde ud af hvem målgruppen er (måske jounaliststudrerene?). Som stor fan af showet bringer den nemlig ikke meget nyt, og jeg har svært ved at tro på, at folk der ikke er fans kunne finde på at læse den.

Erik Valeur: Det syvende barn

Syv børn kommer til verden på samme tid og bliver alle bortadopteret. Men der er en hemmelighed forbundet med deres fødsel, og det er den der langsomt bliver optrevlet i romanen. Samtidig fortælles der om Danmark i de år hvor velfærden blev større. Jeg synes bogen er velfortalt, og den fik da også både Weekendavisens litteraturpris i 2011 og Danske Banks debutantpris i 2011. Men jeg synes at krimidelen er lidt langsom og det der holder mig fast er mere de enkelte menneskeskæbner end det mysterie der omgiver dem.

Jonathan Franzen: Frihed

Bogen her fik så meget ros da den udkom, og det er alt sammen  meget velfortjent. Jeg synes man rives med af den velfortalte historie om de i bund og grund meget realistiske og også meget utiltalende mennesker. Det er som om Franzen ser vores inderste hemmeligheder og tåbeligheder. Samtidig udstilles også menneskets sårbarhed og vores behov for anerkendelse og kærlighed.

Kathryn Stockett: Niceville

Niceville er historien om en hvid kvinde der beslutter sig for at fortælle om livet som sort tjenestepige i 60’ernes Mississippi. Det er en tid hvor lovene om adskillelse mellem sort og hvid måske nok er blevet ophævet, men det betyder jo ikke at den hvide befolkning er tilhængere af den nye lov. De sorte lever et liv i frygt da racemord er en del af hverdagen. Men en enkelt tjenestepige indvilger, som den første, i at dele sine oplevelser med en ung sydstatskvinde, der vil skrive en bog. Snart melder flere sig og en bog om det virkelige Mississippi er på vej. Jeg var vild med denne bog og slugte den side efter side. Jeg elsker at den fortæller mange forskellige historier på samme tidspunkt og med mange forskellige synspunkter. Den er rørende, sjov, spændende og tankevækkende. Min eneste anke er, at den måske bliver en tand for sukkersød til sidst. Og så kunne jeg slet ikke få de polerede Hollywood billeder på forsiden til at passe med historien indeni.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s