Læst i 2011

Læst i 2011

John O’Farrell: May contain nuts

En satirisk bog om overbeskyttende engelske forældre der kører deres børn til ballet, fransk, hockey og alt muligt andet, uden nogensinde at stille sig selv spørgsmålet om børnene egentlig er lykkelige. Bogen er filmatiseret, og jeg kan sagtens forestille mig, at der er kommet en meget morsom film ud af det. Karaktererne er stiliserede og deres handlinger ligeså. Men som bog holder den ikke for mig. Den er simpelthen ikke sjov nok, og den ender i den rene sødsuppe hvor alle finder ud af, hvad der virkelig betyder noget her i livet.

Vibeke Marx: Sortehusene

Helt pinligt må jeg indrømme, at jeg aldrig havde hørt om Vibeke Marx, da jeg en dag faldt over denne bog på biblioteket. Og så viser det sig at hun har udgivet et hav af bøger!! Men måske er der en grund til det, for denne bog var i hvert fald ikke noget for mig. Den var egentlig meget godt skrevet, men jeg kunne simpelthen ikke holde hovedpersonerne ud. Der er to fortællere, en mor på 80 der ligger på plejehjem, og en datter på 60 der for nylig er gået på efterløn. Mor og datter har et svært forhold som vi langsomt hører om, mens deres livshistorie fortælles. Men… de er ikke til at holde ud! Den ene er mere sur, og livsfornægtende en den anden. Normalt kan jeg godt lide skæve karakterer og endda også nogle der er godt gnavne. Men her synes jeg bare, det stod i vejen for min læseoplevelse.

Tahar Ben Jalloun: Hjem

Bogen handler om en ældre marokkansk indvandrer. Han er som ung kommet til Paris, hvor han i siden i en menneskealder har arbejdet loyalt og stille. Nu venter pensionen og det skræmmer ham. Hans største drøm er at vende tilbage til sin landsby og bygge et hus som hele familien kan samles i. Men det er en umulig drøm. Hans børn er opvoksede i et andet land og har ingen sentimentalitet omkring landsbyen. Drømmen bliver til et mareridt. Man føler med den lille mand der ikke forstår den situation han er havnet i, og som ønsker noget andet for sig selv, men især for sin familie. Ben Jalloun skriver poetisk og symbolsk, og det er egentlig ikke så meget mig. Alligevel blev jeg berørt af denne lille fortælling om livets uforståelighed.

Erlend Loe: Kvinden flytter ind

Bogen består af  300 små fortløbende historier, hvori vi hører om fortællerens forhold til kvinden Marianne. Hun ankommer bare en dag til hans lejlighed og taler meget længe om, hvor meget hun holder af stilhed og hvor vigtigt det er, at kunne være stille sammen. Pludselig er hun flyttet ind, og fortælleren køber et årskort til svømmehallen, for at få lidt ro. Det er en lille og stille roman, som jeg rigtig godt kunne lide. Fortælleren lader ligesom bare tingene ske, og vi forstår ikke helt hvorfor. Den ene dag kommer efter den næste og han virker næsten ligeså overrasket som læseren over hvad der sker. Marianne er dominerende og fortælleren er hele tiden på jagt efter en viden om forelskelse, hvordan ved man om man er forelsket?

Thierry Jonquet: Spindleren

Dette er en fransk spændings klassiker som først for nyligt er blevet oversat til dansk. Alt dette vidste jeg ikke, da jeg tilfældigvis faldt over den på biblioteket. Sikke et fund! Jeg synes den fungerer så godt. Den handler om plastikkirurgen Lafargue, der har en kvinde spærret inde i sit hus. Samtidig hører vi om en ung mand der er fanget af “spindleren” og en ung kriminel på flugt, der ønsker at få ændret sit ansigt. Det er spændende og originalt. Specielt når man tænker på, at den er skrevet i 1984. Bogen fylder kun 165 sider og er hurtigt læst. Men sikke et fint lille bolche.

Pascal Mercier: Nattog til Lissabon

Jeg husker at denne bog fik så gode anmeldelser, og derfor havde jeg glædet mig til at læse den. Jeg synes den skuffede lidt. Kort fortalt handler den om en gymnasielærer, der pludselig bryder med sit monotone liv for at tage til Lissabon og lære mere om en afdød læge. Interessen for lægen kommer fra en bog med lægens filosofiske livsbetragtninger. Samtidigt med hovedpersonens personlige udvikling udfolder historien om lægens liv sig. Det er egentlig interessant nok, men aldrig særlig spændende – og her mener jeg ikke på en krimi-agtig måde, men ganske almindeligt “engagerende”. De filosofiske betragtninger bliver aldrig rigtigt en del af historien synes jeg. Bogen har et fint sprog, og mange fine betragtninger. Men sagt på den nemme måde: Den var lidt kedelig!

Chris Cleave: Little Bee

På omslaget beder de om, at man ikke fortæller om handlingen. Det forfladiger bogen og gør den mindre spændende. Jeg må give dem ret. At læse en bog, man overhovedet ikke ved hvad handler om, er mere interessant. Man lever sig mere ind i bogen og ved ikke hvad der venter om det næste hjørne. Men alligevel tror jeg godt, at jeg kan røbe så meget, at den handler om to kvinder fra hver sin verden og deres møde. I løbet af de første sider I denne bog tænkte jeg flere gange, at dette godt kunne gå hen og blive den bedste bog, jeg nogensinde havde læst. Den var fantastisk skrevet og fantastisk medrivende. Desværre synes jeg, at den den gik fuldstændig i stå i midten, og at små udsagn med politiske korrektheder tog overtaget. Den sluttede til gengæld godt. Så det var alt i alt en god bog, men langt fra så god som den gjorde anslag til.

Jussi Adler-Olsen: Flaskepost fra P

Jeg kan meget godt lide Adler-Olsens krimier. De er spændende og karaktererne er ikke overmåde irriterende (hvad der oftest er mit problem med krimier). Ikke så meget at sige… god, spændende, hurtig glemt.

Muriel Barbery: The elegance of the hedgehog

Hold da op. Ind i mellem støder man på den dér bog. Den der alle de andre smådårlige læseoplevelser værd. Dette er sådan en bog. Den foregår i en dyr ejendom i midten af Paris. Renée er consièrge og har været det i 27 år. Udadtil opretholder hun en facade. Ingen må opdage, hvem hun virkelig er; en kultiveret kvinde, levende optaget af den kunstneriske verden omkring sig. I en af ejendommens rige familier bor også en pige, der ikke synes hun passer ind. Det er gennem de to kvindelig røster at bogen bliver fortalt. To ulykkelige mennesker, lige til en japansk forretningsmand dukker op…

Fantastisk!!

Eneste minus: Jeg er vant til at læse engelsk og gør det uden problemer. Men i denne bog måtte jeg ind i mellem komme til kort. Måske skulle jeg tage den en gang til på dansk? Den er nemlig blevet oversat.

Lars Kepler: Hypnotisøren

Hmmm, så fik man da lige læst en krimi. Men jeg synes nu ikke den var noget særligt. Svensk læge, ægteskabsproblemer, psykopatiske børn, vold og blod…… ja, alt er vel ved det gamle. Jeg kan rigtig godt lide en krimi i ny og næ. Men denne her fik mig altså ikke rigtig op af stolen.

Flannery O’Connor: Voldsmænd river det med sig

Flannery O’Connor skrev vist kun et par bøger. Denne blev rost så meget, da den endelig udkom på dansk. Det er en roman om tro, vold, skyld, humanisme, fanatisme og meget andet. Det er historien om den forældreløse dreng, Francis Marion Tarwater. Han opvokser hos sin tyranniske, fanatiske og en smule skøre grandonkel, Mason Tarwater. Grandonklen har forudsagt, at drengen skal være profet, men drengen er ikke helt sikker på, at det er det han vil. Da grandonklen dør, opsøger drengen sin onkel og forsøger at leve hos ham. Men onklen er det stikmodsatte af grandonklen, og drengen forsøger nu at finde sin egen plads midt imellem grandonklens religiøse fanatisme og onklens fanatiske humanisme.

Historien var svær for mig at komme ind i. Det tog lidt tid at hitte rede i grandonkler, onkler, navne osv. Men historien bed sig alligevel fast. Og til trods for at den foregår i et meget fremmedartet miljø, de amerikanske sydstater, endte historien med at holde mig fast og tale til mig.


Colum McCann: Lad kun verden tumle sig

Anmelderne kunne slet ikke få armene ned, da denne bog udkom tidligere på året. Stedet er New York i 1974. En tidlig morgen går den franske gøgler og artist Philippe Petit på line mellem de to World Trade tårne. New yorkere stopper op og kigger forundrede på ham. I resten af byen går livet videre. Hvert kapitel fortæller en historie om et almindeligt liv i New York: En munk der hjælper blandt prostituerede og fattige, en gruppe af mødre der mødes og sørger over tabet af deres sønner i Vietnam, en ung kvinde der indblandes i en trafikulykke, en dommer der skal være med til at dømme Philippe Petit. Historierne væves delikat sammen, og alle historierne påvirkes af den lille mands fantastiske linedanseri. Det er en fin bog, med fint sprog og meget præcise hverdagsskildringer.

Richard Flanagan: Goulds bog om fisk

Denne bog virkede så lovende. Hovedpersonen er straffefangen William Buelow Gould, som i 1825 idømmes 49 års fængsel for falskneri. Fra England sendes Gould til den berygtede straffekoloni på øen Sarah Island i Tasmanien. Her bliver han senere idømt dødsstraf og fortæller sin historie, mens han venter på at blive henrettet. Historien er grum og fantastisk på samme tid. Straffekolonien er udpenslet i alle sindssyge detaljer. Egentlig burde jeg elske denne bog, for det er en historie om en bog i bogen (det elsker jeg), den er sort, vanvittig og alligevel humoristisk (det elsker jeg), den ender ikke lykkeligt (det elsker jeg), det er en helt usædvanlig historie (det elsker jeg). Men alligevel virker den ikke rigtig. Mest fordi sproget irriterer mig. Synd, for den havde elelrs virkelig alle odds med sig.

Søren Ulrik Thomsen: Rystet Spejl

Jeg læser faktisk aldrig digtsamlinger, men denne her, af en af Danmarks store poeter, blev så godt anmeldt, at jeg ikke synes jeg kunne lade være. Og den er altså virkelig god. Men allermest er den rystende i sin præcise skildring af ældning og ensomhed. Det er korte digte der alle kredser om tiden der går, det glædesløse liv men også det glædesfyldte. Jeg bliver aldrig den store fan af poesi, men jeg sad altså lige dér i sofaen og kunne pludselig smage hvordan livet forsvinder mellem fingrene på én. Det er jeg ikke sikker på at en roman kunne gøre på samme måde.

Elaine Ward: Det gamle testamentes kvinder

Det er faktisk en børnebog. Men jeg nød at læse den. Ikke mindst fordi den fik mig præsenteret for nogle kvinder i den Gamle Testamente, som jeg ikke kendte.

Det er jo altid godt med noget ny viden.

Lone Kühlmann: Skønhed

Lone Kühlmann har samlet skønhedsreklamer fra de sidste 100 års magasiner og blade. Hun kommenterer ivrigt og skarpt på den kvindelige forfængelighed. Og mændene får selvfølgelig også lige et skud med. Hurtig, sjov, tankevækkende og også svært genkendelig.

Nancy  MacDonell Smith: The Classic Ten: The True Story of the Little Black Dress and Nine Other Fashion Favorites

Bogen er en fin indføring i nogen af modens klassikere. Men jeg synes den er lidt søgt i nogle af sine forklaringer på de eviggrønne klassikere. Fx er det nemt at sige, at trenchcoaten er en klassiker i disse år, hvor den har høj status, men hvad med de år hvor det kun var ældre engelske mænd der gik med den? Det synes jeg bogen springer let hen over. Og så synes jeg faktisk bogen var svær! Det er måske ikke lige det man tror om en modebog. Jeg er vant til at læse engelsk, men i denne bog var der så mange udtryk jeg ikke kendte i forvejen. Desværre synes jeg ikke nødvendigvis at det gjorde sproget flottere. Tværtimod virker det nærmest som om forfatteren ivrigt prøver at højne det intellektuelle niveau netop fordi bogen handler om mode. Det kommer bare til at virke forstilt!

Yasmina Khadra: Attentatet

Attentatet er historien om en arabisk israeler der får gulvtæppet hevet væk under sig da hans elskede kone laver en selvmordsbombning i Tel Aviv.

Jeg synes jeg blev revet godt med af historien. Og frem for alt synes jeg det var spændende at læse en historie som var mig helt fremmed. Både forholdet til religion, forholdet palæstinensere og israelere imellem er ikke noget jeg ligefrem støder på i min hverdag.

Heidi W. Durrow: The girl who fell from the sky

Rachel mister sin familie og skal bo hos sin farmor. Her finder hun ud af at livet som “mixed colour” ikke er let. Omgivelserne forlanger, at man er enten sort eller hvid. Sproget ændrer sig, interesserne ændrer sig og midt i det hele længes Rachel efter sin familie og efter bare at få lov til at være sig selv. Bogen er fint og poetisk skrevet, og man føler med Rachel, uden at det bliver for meget. Heidi W. Durrow er halvt dansk og der er derfor mange danske referencer.

.

Diana Evans: 26a

En poetisk, hverdagsmagisk, sørgelig og smuk historie om to engelske tvillinger med nigeriansk mor og engelsk far.

Diana Evans fortæller smukt om nødvendigheden af at være alene, der sagtens kan følges af angsten for at være ensom. Den dysfunktionelle famille beskrives usentimentalt og jeg var med hele vejen, en virkelig god bog.

Niels Lillelund: Gotham City

Bogen her var tænkt som optakt til en New York tur, og som sådan fungerer den fint. Det er en personlig beretning om byen New York, men samtidig spækket med historisk fakta. Man får lyst til at se eller gense byen med al dens storhed og særlighed. Men hvor ville jeg dog ønske, at en redaktør havde skåret igennem og krævet bogen skåret ned til halv størrelse. Den er ALT for lang. Og det er trættende igen og igen at høre om hvordan New York “altid er i bevægelse” hvordan det eneste sikre er “den evige forandring” osv osv. Bogen har så mange fine små historier, anekdoter og andet med, men jeg bliver træt af det storladne, evigt gentagne og forelskede sprog.

Nikolaj Zeuthen: Verdensmestre

Jeg faldt over denne bog tilfældigt på biblioteket og tænkte at den skulle have en chance. Mest fordi jeg har en veninde, der engang har gjort rent hjemme hos Zeuthen. Det er historien om Anna og Rune, der bor i en lejlighed på Frederiksberg med deres to små børn. De er ressourcestærke forældre der leder efter det perfekte liv.  Men det perfekte liv er svært at opnå og den dårlige samvittighed er en evig følgesvend, imens det perfekte jages. Romanen er skrevet i 3. person flertal, Anna og Rune er en enhed og vi hører aldrig om deres separate tanker. Bogen virker meget stilistisk (man får i en note til sidst i bogen at vide, at det faktisk er en stilistisk øvelse) og Anna og Rune svært irriterende i deres afmagt overfor samfund og børn. På samme tid, er det også svært at læse bogen uden ind i mellem, at nikke genkendende til børnefamiliens mange genvordigheder.

Ida Jessen: Det første jeg tænker på

Jeg kan meget godt lide Ida Jessens stilfærdige, men samtidige mættede, måde at skrive på. I historien tager Birgitte til Nordjylland for at besøge en barndomsveninde. Mens hun er der sker der en voldsom ulykke, og Ida Jessen beskriver følsomt og stærkt hvor voldsom sorg kan være og hvordan verden samtidigt nådesløs fortsætter sin vante gang.

.

Clara Kramer: Claras krig

Det er en rystende og sand historie om en jødisk familie og deres venner og naboer, 18 i alt, der overlever de sidste 20 måneder af 2. verdenskrig i en kælder i Ukraine. I huset over kælderen bor en tysker med sin kone og datter. Tyskeren erkendt som lidt af en drukkenbolt og antisemit. I hans hænder lægger familien deres skæbne. I en periode bor der også 3 SS-officerer i huset, og de skjulte under gulvbrædderne må høre på, hvordan officererne blærer sig overfor hinanden, med at udpensle hvor mange jøder de har dræbt. Kælderen er kun 1,30 m høj, men i midten graver man lidt ekstra ud, og her kan de voksne så skiftes til at stå op!! Historien fortælles af den 14-årige Clara og gang på gang væmmes man og rystes over, de vilkår hun og hendes familie lever under. Historien er gribende, og det er svært at lægge bogen fra sig, men samtidig ærgrer det mig, at jeg faktisk ikke synes at bogen er særlig godt skrevet. Specielt beskrivelserne af den tyske redningsmand, hans “iskolde blå blik”, hvordan familien lever under “hans nåde” synes uoriginale og en lille smule trættende. Men bogen er stadig i dén grad værd at læse, og historien er også i dén grad værd at huske.

Christos Tsiolkas: The slap

Det lød så lovende på omslaget: Til en middelklasse havefest er der pludselig én der slår et barn, der ikke er hans eget. Bogen fortæller nu hvordan dette slag, denne lussing, påvirker alle der har været med til haveselskabet. Super godt tænkt som ide, at gribe fat i dette tabu. Men desværre synes jeg ikke, at bogen lever op til mine forventninger. Personerne er generelt lidt irriterende og jeg har enormt svært ved at forstå deres forskellige bevæggrunde. På en eller anden måde  virker de utroværdige i deres middelklasseliv, med deres stoffer, ludere og øldrikning. Bogen var ikke dårlig, men jeg var skuffet i forhold til hvad jeg forventede.

Delphine De Vigan: No and me

Historien om en ung, højintelligent fransk pige der prøver at leve livet i en familie tynget af sorg over et barns død. Pigen kaster sin kærlighed på den hjemløse No. Stille bliver det af vital betydning for hende at redde No. Bogen er så fint skrevet og man fornemmer så fint hovedpersonens higen efter den kærlighed hun ikke kan få af sin egen mor. Det bliver aldrig patetisk, men ærligt, roligt og på samme tid sørgeligt og smukt. God bog!

Francois Lelord: Hector and the search for happiness

Mage til . . . . Først efter at jeg havde købt bogen så jeg “læst af mere end 2 millioner” på forsiden. Det lovede jo godt, men jeg glemte, at bare fordi den har været læst af 2 millioner er det jo ikke ensbetydende med, at det er en bog jeg kan lide. Det var det i hvert fald ikke i dette her tilfælde. Den er skrevet i et naivt sprog, som sikkert har virket som en rigtig god ide på forlagets kontor. Ideen om at en person tager verden rundt og med barnlig naivitet prøver at finde opskriften på lykke. Men det virker IKKE! Man bliver bare vildt irriteret over små sætninger som “Globalisering er måske ikke bare en god ting” eller “så gik de op på værelset og gør hvad voksne gør når de er forelskede”. I det sidste tilfælde handlede det faktisk om at han knaldede en kinesisk luder – sådan kan det nemlig også siges! Allerede efter 10 sider havde jeg lyst til at lægge bogen fra mig, og hvorfor gjorde jeg så ikke det? Jeg var nysgerrig, tænkte at så ringe kunne den da ikke være, der var jo 2 millioner der havde læst den. Men jeg må bare konstatere at nu er den læst af 2 millioner og én… og den sidste kunne ikke lide den.

Sofi Oksanen: Renselse

Umiddelbart er en bog der handler om kvindehandel og livet i Estland ikke noget for mig. Men mine fordomme bliver gjort til skamme, for denne bog var virkelig god. Jeg blev indført i historien med det samme. Karaktererne er spændende og levende. Oksanen kan noget med sproget som gør scenerne så virkelige at man næsten kan lugte dem. Det er en forfærdelig historie om HVOR langt mennesket vil gå af frygt og ad kærlighed. Læs den!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s