Læst i 2010

Læst i 2010

Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne

Mere af samme skuffe. Jeg lyttede mens jeg arbejde og uha, de onde er onde og afstumpede, uha Mørk er en god kriminalbetjent. Men det virker og jeg er klar til én til.

.

Donald Spoto: High Society: The life of Grace Kelly

Jeg har tidligere læst biografier af Donald Spoto og de er faktisk meget velskrevne. De virker meget seriøse, veldokumenterede og faktuelle. Men de er også lidt kedelige. Det samme med denne Grace Kelly biografi. Måske er Grace Kelly også bare lidt kedelig. Der er ikke helt kød nok på hendes historie til, at det for alvor bliver spændende at læse om. Og så har Donald Spoto en kedelig tendens til at idyllisere sine stjerner lidt og til lige at fortælle om de gange han har mødt dem i levende live, og det bliver lidt trættende i længden.

Jussi Adler-Olsen: Kvinden i buret

Jeg lyttede mig igennem denne krimi, mens jeg arbejde ved symaskinen. Jeg forstår godt at Adler-Olsen er blevet så populær. Der er ikke noget nyt under solen: Politimanden er gammel og sur, assistenten er god nok på bunden osv, osv. Men det er utrolig velskrevet og det er spændende. helt perfekt som synings-lytning. Jeg tager mig i hvert fald én til.

.

Emma Donoghue: Room

Det er Jack der fortæller historien. Jack er 5 år og på mange måde ligesom alle andre drenge. Vi hører hvordan han oplever verden, om de ting han undres over og de ting han tager for givet. Men der er det specielle ved Jack, at han faktisk aldrig har oplevet “verden”. Han har nemlig levet hele sit liv sammen med sin mor i et aflukket værelse. Historen er på én gang brutal og smuk. Og selvom jeg ind i mellem fandt historien lidt for sensationel, var Jacks stemme alligevel så ægte og rørende at bogen gjorde indtryk på mig.

Agota Kristof: La preuve

Her hører vi historien om hvordan det går de to tvillingedrenge efter deres adskillelse. Men hele tiden svæver det i det uvisse om der overhovedet på noget tidspunkt har været to drenge. Og om hele den historie vi hørte i første bind (La Cahier), overhovedet har fundet sted. Bogen er dyster og kold, men den griber mig ikke på samme måde som første bind i trilogien.

Agota Kristof: La troisième Mensonge

Tredie bind i serien om de to tvillingedrenge. Bogen er skrevet i samme klare, korte sprog som de to øvrige. I denne bog er der måske endelig ved at komme en forklaring på de to tvillingers liv? Bogen er god, men ligesom nummer to i serien blev jeg ikke grebet ligeså voldsomt af historien som med den første.

.

Jo Nesbø: Flagermusmanden

Jeg har ikke læst denne bog, men lyttet til den. Jeg lyttede faktisk til den i samme periode som jeg læste Mari Jungstedt (nedenfor) og forskellen var tydelig. Flagermusmanden er måske ikke stor litteratur, men den er spændende og forfatteren tager sig tid til at fortælle om sine personer. Jeg er ikke fan, men har et par lydbøger i samme serie liggende og de bliver helt sikkert hørt også.

Paolo Giordano: Prime Numbers

To børn med ulykkelige skæbner krydser hinandens spor og bliver venner. Og måske bliver venskabet til kærlighed, hvis ellers at nogen tør tage det første skridt og der ikke opstår misforståelser. Den historie er måske hørt før, men Paolo Giordano skrifter fint og smerteligt. Titlen hentyder til det matematiske fænomen “Primtalspar” hvor to primtal kun adskilles af et lige tal, f.eks 17 og 19. På samme måde står de to hovedpersoner tæt på hinanden, men uden helt at kunne røre, særlige og specielle og måske alligevel med samme ønsker og behov. Bogens fine og ulykkelige historie rørte mig meget.

John Irving: A widow for one year

John Irving er jo en fantastisk fortæller. Hans historier er altid originale og han personer spændende og levende. Men når det så er sagt, så er  “A widow for one year” alligevel for lang og for usleben. Historien vælter rundt fra side til side og ryger ud af nogle tangenter som der aldrig rigtigt bliver fulgt op på. At John Irving også i sidste del af bogen forsøger at få indvævet et krimiaspekt gør den helt gal. Jeg tror det var Coco Chanel der engang sagde om brugen af tilbehør: “Før en kvinde går ud af døren, bør hun altid fjerne mindst én accessory” . John Irving skulle have lyttet til Mademoiselle Coco og fjernet mindst én af de mange sidehistorier så bogen var blevet mere skarp.

Design Museum: Fifty dresses that changed the world

Fin lille bog om 50 ikoniske kjoledesigns. Man kan mærke at bogen er engelsk, feks er der hele to af prinsesse Dianas kjoler med, men det gør ikke noget for hver kjole er fint beskrevet. Bogen er hurtigt læst og let overskuelig.

Mari Jungstedt: I denne stille nat

Jeg kan faktisk godt lide krimier. Jeg synes tit at det er “let” læsning som suser af sted og alligevel giver en god oplevelse. Men det kan altså også være for let. Flere gange under læsningen af denne krimi tænkte jeg ” er det virkelig alt der skal til? Kan man virkelig få udgivet en bog som denne?”. Jeg synes den var DÅRLIG! Jeg synes plottet var dårligt og uigennemtænkt, jeg synes karaktererne var overfladiske og utroværdige, jeg synes historien havde deciderede huller…. faktisk var jeg godt sur da jeg var færdig! Det skal retfærdigvis siges, at jeg ikke har læst andre af Jungstedts krimier, så måske er persongalleriet bare ikke “vokset” på mig endnu. Men specielt slutningen virkede meget afkortet og hastigt færdiggjort.  Nu må jeg jo ikke røbe for meget, men det irriterer mig når en mands eneste reaktion på en families totale nedsmeltning er “nå ja, gad vide hvordan det kommer til at gå”. Jeg nærmer mig ikke Jungstedt igen.

Dennis Lehane: Shutter island

Godt set af Scorsese at tage denne fantastiske spændigsroman og lave en ligeså god spændingsfilm ud af det. Bogen er egentlig ikke fantastisk skrevet (eller også er den bare ikke fantastisk oversat), men det gør ikke noget for plottet holder og det er i den grad en “pageturner”. Man holder i den grad med US Marshal Teddy Daniels helt til det sidste. Måske er bogen bedst hvis man som jeg, ikke havde set filmen først.

Christian Jungersen: Krat

Christian Jungersens talent for det danske sprog fornægter sig ikke i denne bog der er helt fantastisk skrevet. Han tryller med sproget og fremmaner på denne måde præcise billeder og stemninger. Slægtskabet med Jungersens anden bog “Undtagelsen” fornægter sig heller ikke. Ligesom “Undtagelsen” handler også denne bog om den menneskelige løgn og selvløgn på alle planer. Jungersens karakterer er aldrig elskelige. Man væmmes ligefrem ind imellem over dem, men det gør fortællingen sært dragende. Der bliver aldrig serveret nogle løsninger, der er hele tiden flere fortolkningsmuligheder og det synes jeg gør fortællingen utrolig spændende. Og så synes jeg det er en genistreg fra Jungersens side at gøre hovedpersonen til en gammel 80-årig mand med gangstativ. På trods af hovedpersonens fysiske formåen er der alligevel scener der emmer af spænding. Jeg synes det er en virkelig god bog!

Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav

Små noveller, alle taget fra hovedpersonens liv. Alle foregår i det kunstneriske, kulturradikale miljø. Det virker som om miljøet er ærligt beskrevet og på omslaget står da der også at “forfatteren skider i egen baghave”, men jeg har ikke nogen erfaring med miljøet og bogen lader mig aldrig rigtig “føle” det. Jeg bliver småirriteret på hovedpersonen og kan aldrig helt forstå hans bevæggrunde. Bogen var underholdende nok, men den krøb aldrig ind under huden på mig.
Jonathan Safran Foer: Om at spise dyr.

Denne roman var meget omtalt da den lige udkom. Dels er Safran Foer en meget populær forfatter og dels er det et kontroversielt emne. Jeg er meget begejstret for forfatteren og havde derfor store forventninger til bogen. Bogen handler om hvordan vi behandler de dyr vi spiser til aftensmad, inden de bliver slagtet. Her skal det siges at jeg på ingen måde er blødsøden omkring det at spise dyr. Jeg synes ikke det er synd for koen at jeg spiser den, ej heller at man holder høns fordi man gerne vil have æg. Men selvfølgelig synes jeg at man skal behandle dyrene ordentligt og ikke udsætte dem for unødig lidelse (gad vide om der findes noget menneske der er uenige i det?). Men lige præcis dette spørgsmål bliver taget seriøst op i bogen… for “unødig lidelse” er vi åbenbart ikke enige om. Vi er nemlig blevet så vant til at vores madvarer ingenting må koste og er ser derfor til den anden side  fordi vi ikke vil betale det det koster at opdrætte en kylling der selv har kunnet gå. Og vi vender ryggen til de kæmpemæssige miljøproblemer der er når vi har et industrielt landbrug og vi alle kræver så store mængder kød hver dag. Bogen er kvalmende læsning . Jeg er ikke blevet vegetar, men jeg har ikke købt kylling siden og vi har i familien skåret kraftigt ned på kødmængden.  Det er ikke sikkert at det holder i længden for jeg er som andre mennesker både egoistisk og mageligt anlagt, så måske får trangen til kylling overtaget på et tidspunkt. Bogen er velskrevet og interessant, men bliver en smule gentagende på et tidspunkt. Ligeledes synes jeg også at den ind imellem svælger lidt for meget i “nuttede dyr” som når forfatteren taler om de smukke øjne han kigger ind i inden en ko skal slagtes. Men emnet er vigtigt og er alene grund nok til at læse bogen.

Elisabeth Strout: Olive Kitteridge.

Denne roman er faktisk mange små noveller der alle har lærerinden Olive Kitteridge som omdrejningspunkt. Jeg synes den startede lidt langsomt og jeg havde svært ved at finde ind til “tonen” i bogen. Men pludselig ændrede det sig og jeg synes det blev en fantastisk læseoplevelse. Specielt de fine observationer om ægteskaber hvor man aldrig kan tage de ting tilbage der først er blevet sagt, om at finde sig til rette med sin alder, og om små kærlighedshistorier i hverdagen der aldrig har potentiale til at blive noget større. Bogen har en melankolsk side som jeg elsker. Det er ikke en “feel-good” roman, langt fra, men der gemmer sig alligevel, langt under overfladen en accept af livet som jeg finder uimodståelig.

Sue Grafton: S is for silence.

Jeg har læst alle de andre fra A til R og jeg synes det er en kvalitetskrimi der er værd at vende tilbage til. Kinsey Milhone er en hovedperson man kommer til at holde af også selvom hun ind i mellem er lidt for “dagligdags” på sådan en amerikansk måde. Bøgernes plot er fine omend ikke super overraskende, men de holder sig næsten altid på den sobre side. Ikke noget vildt og overdrevent voldeligt eller perverst her og det kan jo i sig selv være helt forfriskende. Jeg synes det er en serie der kan anbefales.

Debbie Stoller: Kvinde med pinde.

Det var denne bog der blandt andet var med til at starte bølgen med strikkeklubber, strikkefeer m.m. Jeg var fint tilfreds med indholdet. Den henvender sig klart til folk der er helt nybegyndere med fine forklaringer om masker, opslagning, opsamling o.s.v. Jeg var specielt svært tilfreds med afsnittet “Strikkedoktorens førstehjælpsguide i tilfælde af strikkeulykker”. Det er rart at vide at man ikke er den eneste der ikke strikker perfekt og at der er hjælp at hente uden at skulle trævle det hele op og starte forfra.  Et plus er også, at der er nemme og sjove opskrifter bagerst i bogen. MEN! Jeg kan ikke holde sproget UD! Ind i mellem lyder teksten som en ubehjælpsom stand-up’er. Platte vitser om ikke at drikke og strikke på samme tid, masker der skal kaldes Harry og Sally og mere i samme dur. Et afsnit har overskriften: “Sådan slår du op – og her taler vi vel at mærke om masker”. Er vi ikke alle sammen ved at dø af grin? Nu er det jo ikke fordi jeg har noget imod humor (som alle andre mennesker synes jeg selv, jeg er i besiddelse af en formidabel humoristisk sans), men bogen er jo ikke sjov. Og når noget ikke er sjovt, men forsøger at være det, bliver det bare irriterende. Men jeg må dog alligevel medgive at bogen udstråler en masse gå-på-mod og den er helt klar i sit budskab: det gælder ikke om at strikke perfekt, men om at strikke.

Junot Diaz: Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv.

Denne bog har fået så meget ros i diverse medier og det er også en rigtig god historie om den store kærlighed og mangel på samme. Det er også interessant at læse en historie der tager udgangspunkt i den Dominikanske republik, det sker ikke så tit. Sproget er spændende, livligt og medrivende, men desværre overskyggedes alt dette fine og positive at et gevaldigt irritationsmoment. Bogen er overstrøget, nej fyldt med spanske slangord. Det irriterede mig frygteligt at jeg hele tiden skulle gætte mig igennem diverse sætninger. Netop fordi sproget er så livligt og dagligdags kan jeg godt se at det virker troværdigt med de mange spanske indfald, men det spolerede i den grad min læseglæde. Halvvejs igennem bogen fandt jeg til min store glæde ud af at der var en ordliste bagerst. Glæden varede dog kun kort: I stedet for at gætte skulle jeg nu slå op 5-6 gange per side. Det var om muligt endnu mere irriterende. Synd for en ellers god historie.

Emma Baxter-Wright m.fl.: Vintage Mode.

Fin og spændende bog med mange fine illustrationer, men der måtte gerne have været endnu flere. Jeg ved godt hvad Yves Saint-Laurents Mondrian kjole er, men når feks hans “Hommage à Picasso” bliver nævnt ville jeg gerne have set et billede. Bogen beskæftiger sig også en smule med hvor man kan finde Vintage fund og om hvordan man vedligeholder eventuelle fund.

Marc Levy: La prochaine fois.

Sikke dog noget makværk! Marc Levy er den mest oversatte franske forfatter, men det er åbenbart ikke en anbefaling. Det er længe siden jeg har læst en bog jeg på samme måde måtte kæmpe mig igennem. Jeg har læst bogen på fransk, og det skal retfærdigvis siges at der selvfølgelig er nogle (ind imellem mange) ord der går tabt. Men alligevel… Jonathan og Clara møder hinanden og fornemmer at de har mødtes før. Måske i et tidligere liv? Kan ægte og stærk kærlighed fortsætte efter døden og hvis kærlighed kan, kan had så også? Bla, bla. bla. Jonathan er så evig god og fantastisk, Clara er så yndig og klog, og bedstevennen er sjov, loyal og ude af stand til at elske. Der er så mange klicheer i denne her bog at man slet ikke kan finde ind i bogen. Først til allersidst fænger historien lidt, men den bliver aldrig levende og troværdig (altså så troværdig som det nu kan blive når man taler om et liv efter døden). Denne bog kan overhovedet ikke anbefales. Jeg har endnu en af samme forfatter til at stå på hylden… den får jeg nok aldrig læst.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s