Bøger

Læst i 2013

F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby

Jeg har læst Den store Gatsby for mange år siden, men fil lyst til at genlæse den på grund af Baz Luhrmanns film. Det ER virkelig en god bog der er en grund til den er blevet en klassiker. Sproget er så fantastisk og historien er så gribende.Find den frem fra reolen og (gen)læs den!

Martin Østergaard-Nielsen: Systemets mand

Systemets mand er krimidebut for journalisten Østergaard-Nielsen. Desværre synes jeg ikke, man får lyst til at læse mere. Alan Berg er kriminalassistenten, der får en svær og international sag at arbejde med. Jeg synes historien holder sig på det jævne hele tiden, der er meget dialog og mange (og lange) beskrivelser af ligegyldige ting. Slutningen giver heldigvis historien et twist, men det er slet ikke nok til at hive bogen op på et niveau, så den er værd at anbefale.

Kathrine Assels: Violas barn

En lille roman om hvad der sker, når alting ikke bliver helt så perfekt og lykkeligt, som man havde forestillet sig. Viola og Carsten har fået en dejlig drenge, men måske er der noget med ham? Viola ser skrå øjne, firefingerfurer, lavtsiddende ører og en stor tunge. Alt sammen noget der peger på Downs Syndrom. Romanen foregår, i de fire dage familien venter på at få svar på prøverne. Viola, Carsten og den lille ny tager i sommehus, og mens Carsten synes mest optaget af at lave god mad, krakelerer Viola ligeså stille indvendigt. En rigtig fin roman med et overraskende poetisk nyklingende sprog.

Peter Asmussen: Det Der eR

Kort og godt synes jeg, dette var en rigtig god lille bog. Renate lever i Østtyskland med mand og børn, men skriver (hemmeligt) med en mand i Danmark, som hun har haft en forhold til. Ham kan hun skrive ærligt med, fx om hvor bange man bliver, når man bliver kaldt ind til chefen og får at vide, at man skal til “samtale”. Som tiden nærmer sig murens fald, bliver brevene til Renate færre, og hun bliver usikker på, om det var kærlighed eller oplysninger, den danske mand var ude efter. Jeg synes bogen er original i sin opbygning – den starter med to sider i kursiv om, hvordan disse breve er fundet hos en mand, der måske arbejde for efterretningstjenesten – og man kommer til at holde af hovedpersonen Renate, selvom hun egentlig er ganske ordinær.

Julia Franck: Middagsfruen

En fin fortælling om den tysk jødisk pige Helene i mellemkrigstidens Tyskland og Polen. Bogen starter dramatisk med, at hun efterlader sin syv-årige søn på banegården i Stettin. Først sidst i bogen forstår vi helt bevæggrundene for hendes valg. Helene vokser op med en far stærkt mærket af første verdenskrig, og en mor der bliver mere og mere vanvittig. Helene og hendes søster er stort set overladt til sig selv og deres egne tanker og egen kærlighed. De får mulighed for at rejse til Berlin, hvor et nyt liv åbner sig. Her møder Helene den store kærlighed hos Carl. Hun mister ham desværre, og som krigen nærmer sig, bliver hun nødt til at træffe nogle dramatiske valg.
Jeg synes bogen var lidt svær at komme ind i, men da jeg vendte den sidste side, havde den alligevel gjort stort indtryk på mig. Man sidder tilbage med en følelse af taknemmelighed over ens nemme liv – dét kan litteratur heldigvis også.

Miriam Toews: De flyvende Troutmans

En vanvittig, melankolsk og morsom road-book om Hattie der er nødt til at forlade sit eget liv i Paris for at tage sig af sin psykisk syge søsters børn. Hattie tager sin nevø og niece med på en tur gennem USA for at finde børnenes far. Det er der kommet en livsklog lille bog ud af, synes jeg. Børnene er morsomme og elskelige samtidig med, at de er helt uudholdelige. På turen gennemgår både Hatiie og børnene en renselsesprocess i forhold til deres liv og finder sig selv midt i alt rodet. Det er på mange måder en “nem” bog. Forstået på den måde at sproget og historien lige så let tager dig med fra den ene side til den næste, og man nyder bare lige så stille turen.

Guy Delisle: Pyongyang

En helt fantastisk Graphic Novel om livet i Nordkorea. Bogen er selvbiografisk og beskriver forfatterens ophold i landet. Delisle er på et kort ophold for at hjælpe til med nogle tegnefilm. Og han beskriver på en og samme gang forholdene i det stramt styrede land med humor og tristesse. I kufferten har han Orwells 1984! Han får glimrende beskrevet de mennesker han møder. herunder også sin egen undren over tingenes (og menneskenes) tilstand i det kolde land.

Ove Bjørn Petersen: Franske fortællinger

Forfatteren har udvalgt 17 danskere, der kom til at leve deres liv i Frankrig og på en eller anden måde præge det franske samfund. Bogen er i og for sig spændende historisk. Nogle af navnene kendte jeg, andre havde jeg aldrig hørt om. Men bogen irriterer mig i al sin frankofili, selvom jeg godt ved, at det måske var hvad man kunne forvente, emnet taget i betragtning. Alligevel generer det min læsning, at jeg hele tiden skal høre om landets fortræffeligheder og personers udsøgte evner for det ene eller det andet. Det bliver lidt sødt og overfladisk det hele.

Adam Johnson: De stjålne liv

Efter at have læst “Flugten fra camp 14″, stoppede jeg straks op, da jeg hørte om denne bog. Johnson er blevet meget rost for den, og det er da også en virkelig godt bog. Modsat “Flugten fra camp 14″ er det dog ren fiktion, omend baseret på et stort researcharbejde. Bogen er delt op i to dele, som desværre ikke hænger så godt sammen. I første del hører vi om den forældreløse dreng, der bliver udtaget til at kidnappe japanere. Senere lærer han engelsk og arbejder som radiomand. Han kommer endda med på en hemmelig ministeriel tur til Texas, bare for at blive smidt i fangelejr når han kommer hjem. I anden del flygter han fra fængslet, ved at tage en anden identitet, og det er specielt i anden del, at bogen får min opmærksomhed. Man føler med den unge mand og hele det koreanske folk, efterhånden som det bliver skåret mere og mere ud i pap, hvor grotesk det nordkoreanske liv er. En absolut anbefalelsesværdig bog.

Antoine De Saint-Exupéry: Den lille prins

En klassisk fortælling som jeg fik lyst til at genlæse. Jeg har aldrig helt forstået begejstringen, den har aldrig rørt mig så temmelig meget. Måske var jeg for ung, da jeg læste den første gang? Det var nu en succes at genlæse den. Den ER virkelig sødmefuld, og den ER virkelig poetisk. Måske lidt FOR sødmefuld og poetisk til nogensinde at blive min yndlingshistorie.

Harriet Worsley: 100 ideas that changed fashion

Hyggelig sofalæsning hvor man lige kommer forbi alle de store tendenser. Kort og kontant fortalt med masser af billeder. God som en introduktion eller som en genopfriskning.

Antonio Mancinelli: Fashion Box, the immortal icons of style

Bladrelæsning. En kort introduktion til hvert emne, fx T-shirt eller LBD, og dernæst en masse billeder. Jeg synes dog ikke alle billederne var lige velvalgte, men det er selvfølgelig et spørgsmål om smag. Lige lovlig overfladisk hvis man rent faktisk gerne vil vide noget om emnet.

Blaine Harden: Flugten fra camp 14

Dette er den utrolige historie om en ung mands utrolige flugt fra en uhyggelig fangelejr. Vistnok det eneste tilfælde af flugt, fra en nordkoreaner født i fangeskab. Historien er så uhyggelig og barsk, at det næsten ikke er muligt at tro det. Hvordan man må kæmpe for maden hver dag, hvordan man kan blive tvunget til at angive forældre for at overleve, hvordan man kan leve et liv uden at ane, at der findes en verden udenfor, og hvordan man kan leve i 20 år uden at have én eneste ven. Vi hører så sjældent om Nordkorea, men her er virkelig en historie, der er værd at lytte til. Desværre synes jeg ikke den er så godt skrevet, men det er en detalje i forhold til hvor vigtig historien er. Læs den endelig!

Læst i 2012

Adrian van Dis: Tik

Det er ikke ofte man læser bøger om det moderne Sydafrika. Og det  er ikke normalt noget, der ville tiltrække mig, men på det lokale bibliotekt faldt jeg alligevel over denne her bog.To gamle antiapartheidvenner mødes i det moderne Sydafrika, og illusionerne brister på stribe. Jeg var ikke vildt begejstret, bogen fik mig aldrig rigtig “med”. Sproget var fint, men det var ikke nok.

Jonathan Theorin: Sankt Psyko

Bogen halder kort om pædagoen Jan, der søger arbejde i en børnehave tilknytte et psykiatrisk hospital. Han er et ensomt menneske, der befinder sig bedst sammen med børn. I løbet af bogen finder vi langsomt ud af hvad hans historie og hans egentlige motiver er. Bogen er spændende uden de helt voldsomme effekter. Theorin skriver godt og jeg følte mig hele tiden i sikre thriller hænder. Man bliver indfanget af historien og specielt historien om Jans skæbne er svær at ryste af sig.

Christian Jungersen: Du forsvinder

Nøj, den var god!! Sådan kan det vel bare siges – sådan helt uakademisk. Jeg synes den er så velskrevet. Jeg synes hele problematikken omkring, hvornår vi er “os selv” er vildt  interessant, og jeg synes i det hele taget at historien er hjerteskærende og uhyggelig. Har vi en fri vilje, eller er vi bare summen af bittesmå elektroniske impulser, i det vi kalder vores hjerne? Og hvornår kan man egentlig fritages for skyld? Hvornår er man ikke mere sig selv. Og kan vi elske, når dem omkring os forandrer sig?
Jungersen forstår virkelig at skrive så disse spørgsmål bliver relevante og spændende. Og så forstår han om nogen, at få os til at leve og føle med hovedpersonerne, selvom de er nok så usympatiske. Den er virkelig god!!

Lisa Grunwald: Den uimodståelige Henry House

I 50′ernes USA havde man “praktikbabyer”. Babyer der blev brugt til at træne unge mødre i husholdning og moderskab. Henry er en sådan baby, og hans tilknytning (eller mangel på samme) til så mange forskellige personer i hans tidlige liv påvirker ham resten af livet. I praktikhuset hersker der Ro, Renhed og Regelmæssighed i en grad, så det skærer en i hjertet. Fx når den lille Henry får lov at ligge grædende i sengen, fordi han “først skal vågne kl. ét!). Bogen er velfortalt og fængende, men flyder bedst i starten. Senere bliver det hele lidt mere fragmenteret ligegyldigt.

Miriam Toews: Før og efter

Bogen handler om den 18-årige Irma, der ikke trives i det strengt religiøse mennonittersamfund i Mexico. Hun gifter sig udenfor mennonitsamfundet og udstødes af familien. Ægteskabet fungerer dog ikke, og da der en dag dukker et filmselskab op for at filme mennonitsamfundet, starter et nyt kapitel for Irma. Bogen har en trøstesløshed, som er smuk, desværre er den også lidt kedelig. Jeg havde svært ved at forstå Irma og hendes bevæggrunde, og først i den sidste tredjedel af bogen udfolder historien og Irma sig rigtigt for mig.

Craig Thompson: En dyne af sne

Da jeg var yngre, var jeg meget glad for at læse tegneserier. Det er blevet lagt lidt på hylden. Og selvom den grafiske roman er stormet fremad, er det faktisk først gang, jeg læser en. Men “En dyne af sne” var et godt valg at starte på. Den er poetisk og meget bevægende. Den er selvbiografisk, og handler om forfatterens børne- og teenageår med en streng religiøs baggrund. Tegningerne er nærmest lidt naive, men hele vejen igennem bogen er der en “stille” stemning, selv når der sker noget voldsomt. Og Thompson formår at skildre fx den første berøring af sin ungdoms elskede meget præcist. Jeg var medrevet og bogen var en rigtig god oplevelse.

Donald Spoto: The dark side of genius

Alfred Hitchcock – findes der en mere ikonisk filminstruktør? Jeg havde længe glædet mig til at gå i gang med denne mursten af en biografi. Spoto skriver flydende og let, og med Hitch som emne, måtte vi da undgå at det hel blev lidt for pænt og nydeligt (som med Grace Kelly og Audrey Hepburn). Og det kom til at passe. Der er intet nydeligt ved Hitchcock, faktisk fremstår han det meste af bogen som en dum, traumatiseret, egocentreret og meget, meget  ensom skid. Men det bliver historien jo ikke dårligere af. Bogen gav mig en stor indsigt i baggrunden for hans film, og jeg vil helt sikkert se dem med nye øjne. En god biografi, der dog ind i mellem blev lidt langtrukken, med endeløse opremsninger af datoer og filmplaner.

Ernst Jünger: I stålstormen

Stålstormen er ikke skønlitteratur, selvom den fremstår sådan. Det er Ernst Jüngers egene dagbogsoptegnelser, der ligger til grund for bogen, og det gør den bare så meget mere gruopvækkende.Jeg er ikke den store fan af krigslitteratur, og flere steder i bogen kan jeg mærke mit manglende kendskab til krigsudtryk som “første linje”, “stilling”, “ryg” osv. Men meningen er alligevel klar, og bogens intensitet er alligevel dyb. 1. verdenskrig var på mange måder “The great war” og det lader denne bog os ikke glemme. Selvom Jünger på ingen måde var pacifist, bliver bogen alligvel en fortælling om krigens rædsler, men også om dens mennesker og deres mod. Jeg synes det var fremragende læsning, og bogen har hængt bagerst i mine tanker siden jeg læste den.

Hakuri Murakami: 1Q84, bog 2

Den gode historie fortsætter, og det overnaturlige element tager til. Jeg er stadig med, men er ved at blive lidt træt af gentagelserne. Jeg må også indrømme, at jeg har lidt svært ved helt at forstå sammenhængen, men jeg har ladet mig fortælle, at jeg ikke er den eneste

Helle Helle: Rødby-Puttgartden

Tine og Jane lever i Rødby engang i slutningen af firserne. Bogen følger deres almindelig liv over et par måneder. Helle Helle har en karakteristisk, kort, præcis måde at skrive på. Det giver historien et særligt liv som på én gang virker almindelig og nærmest skræmmende. Den er morsom og alligevel helt utrolig trøstesløs.

Siri Hustvedt: Sommeren uden mænd

Hovedpersonen Mia er blevet forladt af sin mand taler nu direkte til os læsere om den situation hun er havnet i. Det er først gang, jeg læser Hustvedt og jeg havde glædet mig, men romanen levede slet ikke op til mine forventninger. Jeg kunne ikke blive revet med af fortællerens insisterende stemme. Bogen emmer af intellektuel sitren, og det er tydeligt at der er tænkt over hvert ord og hver detalje. Men desværre bliver de mange litterære henvisninger for meget for mig og hindrer at jeg kan kaste mig ned i historien. Og så er slutningen lidt irriterende, men det er bare en mindre ting.

Hugo Hamilton: Hjemve

Bogen foregår i dublin i 50′erne og 60′erne. Drengen Johannes vokser op i en familie med tysk mor og en irsk militant far. Familien skiller sig ud på flere måder. 2. verdenskrig er stadig tæt på og børnene bliver drillet med deres tyske mor. Faren drømmer om et nyt Irland, og det betyder blandt andet at børnene forbydes at tale engelsk eller at lege med børn der taler engelsk. Bogens sprog følger drengen og bliver, i takt med at drengen Johannes bliver ældre, også mere nuanceret og reflekterende. En fin bog om barnelivets strabadser, rørende og morsom, men også en lille smule forudsigelig i dens pointer. Bestemt læseværdig.

Haruki Murakami: 1Q84, bog 1

Murakamis bog har jo allerede gået sin sejrsgang i mange lande og behøver måske ikke nærmere introduktion. Jeg var lige så begejstret som mange andre. Kombinationen af dagligdags realisme og overraskende magiske historieelementer. Jeg blev revet med af historien og selvom jeg måske ind i mellem blev lidt træt af de mange gentagelser,  glæder mig til at læse nummer 2.

David Sedaris: Me talk pretty one day

Bogen består af kapitler der på den ene eller anden måde omhandler ting der er sket i Sedaris’ liv. Bogen var hyggelig, men også lidt selvsmagende synes jeg. Sedaris var simpelthen ikke helt så sjov som forventet.

Steve Lowe & Alan McArthur: Is it just me or is everything shit?

ideen er fin nok. En alfabetisk opremsning og gennemgang af alle de irriterende ting man kan komme på. Men jeg er simpelthen ikke engelsk nok, til at få glæde af denne bog. Der er en masse snak om engelske tv-personligheder og andre berømtheder og jeg aner ikke hvem de er. Og desværre ender jeg med at synes at forfatterne er nogle brokkehoveder, der skulle finde sig en anden beskæftigelse.

Graham McCann: Cary Grant – A class apart

Bogen gennemgår fint Grants karriere og liv, men den er en lille smule tandløs. Grant var åbenbart meget privat, og der er derfor meget få kilder, der fortæller om hans egentlige jeg. Bogen strejfer, at han var vanskelig at leve sammen med, men man får ikke rigtig fornemmelsen af hvorfor. Forfatteren virker en lille smule “startstruck” i hans tilgang til hovedpersonen. Mens det private er en lille smule overfladisk, fortæller bogen fint om hans lange karriere og om baggrunden for valg af film med mere. Når alt kommer til alt er Gary Grant bare godt selskab, også når man læser om ham.

Steven Bach: Leni Riefenstahl, filmmager for Hiter

Det er et stykke tid siden, jeg sidst læste en egentlig biografi, og det er synd, for hvor er det egentlig spændende. For nogle er Riefenstahl én af de største instruktører nogensinde (måske den største kvindelige), for andre er hun en nazi sympatisør, der på snedig hvis undslap straf efter anden verdenskrig. Ligegyldig hvilken holdning man har, er bogen spændende læsning. Den fortæller om en kvinde, der ikke skyr nogen midler for at opnå hvad hun ønsker, men også historien om en kvinde der samtidig (måske) er hylende naiv. Jeg synes den fortæller om mennesket i os alle. Riefenstahl bliver på ingen måde fremstillet positivt, men hendes kunst bliver hyldet. Og man sidder tilbage med det ubesvarede spørgsmål, om kunst kan være stor kunst uanset det politiske indhold. Fremragende!

Kazuo Ishiguro: Never let me go.

Sådan! Ind i mellem rammer man en bog, som bare er helt rigtig. For mange år siden ramte Ishiguros “Remains of the day” mig fuldstændigt, som én af de bedste bøger jeg nogensinde har læst. “Never let me go” har meget af den samme melankoli og tristesse over sig. Jeg synes den var helt fabelagtig. Kort fortalt handler den om 3 unge menneskers venskab og kærlighed. Det er sat i en science fiction ramme (hvad der lyder helt forkert, men som er helt fantastisk rigtigt) som er med til at understrege det umiddelbare nytteløse, skæbnesvangre og håbløse ved livet. På mange måder er bogen fyldt med livets smukkeste sider samtidig med at den er én lang rejse mod det uundgåelige – døden, eller hvad det end er man er udvalgt til. Den kan på det allerhøjeste anbefales.

Sofi Oksanen: Baby Jane

Jeg har læst “renselse” og var meget begejstret, men “Baby Jane” fik mig ikke vundet over på samme måde. Den handler om et lesbisk par i Helsinki. Den ene part er Piki, en omsværmet pige, der desværre lider af panikangst og derfor isolerer sig i sin lejlighed og kun tør gå ud for at gå på druk. Hovedpersonen forelsker sig hovedkulds, men har også sine dæmoner at slæbe rundt på. Oksanen skriver godt, det er der ingen tvivl om, men det er så koldt og så hårdt det hele, at det næsten ikke er til at holde ud. Det er god læsning, men det er ikke rar læsning.

Søren Mørch: 24 statsministre

Søren Mørch kan bare noget med at skrive historiebøger, så man gider læse dem. Bogen indeholder er beskrivelse af de 24 statsministre Danmark havde fra århundredeskiftet og frem til Nyrup. Mørch skriver målrettet og underholdende om de forskellige personligheder, men altid med tungen lige i munden og altid med fokus på magten og hvad statsministerens personligheden betød, for det land han var leder af. God, letlæselig bog om det politiske Danmark. Det eneste jeg manglede, var en samlet tidslinje med en oversigt over alle statsministre.

Bjørn Erik Niss: Velkommen til The Daily Show med Jon Stewart.

Jeg eeelsker The Daily Show, og Jon Stewart er i dén grad min TV-kæreste. Jeg synes han er vildt sjov og enormt charmerende. Derfor havde jeg egentlig også glædet mig lidt til denne bog. Jeg havde lidt håbet, at nu skulle Jon og jeg rigtig hygge os! Desværre bliver den første del af bogen spildt på at fortælle hvad The Daily Show er. Der er alt for mange lange og kedsommelige beskrivelser af, hvad showet går ud på, og billedmaterialet er mildt sagt sparsomt (hårdt presset vil jeg måske også indrømme, at jeg havde håbet på lidt insider viden om Jon Stewart, der er meget privat). Anden del af bogen er dog langt bedre. Her går Niss i detaljer omkring den sprogbrug, showet er mester i. Dét er interessant! Alt i alt var bogen alt for klinisk til min smag og jeg synes det er svært at finde ud af hvem målgruppen er (måske jounaliststudrerene?). Som stor fan af showet bringer den nemlig ikke meget nyt, og jeg har svært ved at tro på, at folk der ikke er fans kunne finde på at læse den.

Erik Valeur: Det syvende barn

Syv børn kommer til verden på samme tid og bliver alle bortadopteret. Men der er en hemmelighed forbundet med deres fødsel, og det er den der langsomt bliver optrevlet i romanen. Samtidig fortælles der om Danmark i de år hvor velfærden blev større. Jeg synes bogen er velfortalt, og den fik da også både Weekendavisens litteraturpris i 2011 og Danske Banks debutantpris i 2011. Men jeg synes at krimidelen er lidt langsom og det der holder mig fast er mere de enkelte menneskeskæbner end det mysterie der omgiver dem.

Jonathan Franzen: Frihed

Bogen her fik så meget ros da den udkom, og det er alt sammen  meget velfortjent. Jeg synes man rives med af den velfortalte historie om de i bund og grund meget realistiske og også meget utiltalende mennesker. Det er som om Franzen ser vores inderste hemmeligheder og tåbeligheder. Samtidig udstilles også menneskets sårbarhed og vores behov for anerkendelse og kærlighed.

Kathryn Stockett: Niceville

Niceville er historien om en hvid kvinde der beslutter sig for at fortælle om livet som sort tjenestepige i 60′ernes Mississippi. Det er en tid hvor lovene om adskillelse mellem sort og hvid måske nok er blevet ophævet, men det betyder jo ikke at den hvide befolkning er tilhængere af den nye lov. De sorte lever et liv i frygt da racemord er en del af hverdagen. Men en enkelt tjenestepige indvilger, som den første, i at dele sine oplevelser med en ung sydstatskvinde, der vil skrive en bog. Snart melder flere sig og en bog om det virkelige Mississippi er på vej. Jeg var vild med denne bog og slugte den side efter side. Jeg elsker at den fortæller mange forskellige historier på samme tidspunkt og med mange forskellige synspunkter. Den er rørende, sjov, spændende og tankevækkende. Min eneste anke er, at den måske bliver en tand for sukkersød til sidst. Og så kunne jeg slet ikke få de polerede Hollywood billeder på forsiden til at passe med historien indeni.

Læst i 2011

John O’Farrell: May contain nuts

En satirisk bog om overbeskyttende engelske forældre der kører deres børn til ballet, fransk, hockey og alt muligt andet, uden nogensinde at stille sig selv spørgsmålet om børnene egentlig er lykkelige. Bogen er filmatiseret, og jeg kan sagtens forestille mig, at der er kommet en meget morsom film ud af det. Karaktererne er stiliserede og deres handlinger ligeså. Men som bog holder den ikke for mig. Den er simpelthen ikke sjov nok, og den ender i den rene sødsuppe hvor alle finder ud af, hvad der virkelig betyder noget her i livet.

Vibeke Marx: Sortehusene

Helt pinligt må jeg indrømme, at jeg aldrig havde hørt om Vibeke Marx, da jeg en dag faldt over denne bog på biblioteket. Og så viser det sig at hun har udgivet et hav af bøger!! Men måske er der en grund til det, for denne bog var i hvert fald ikke noget for mig. Den var egentlig meget godt skrevet, men jeg kunne simpelthen ikke holde hovedpersonerne ud. Der er to fortællere, en mor på 80 der ligger på plejehjem, og en datter på 60 der for nylig er gået på efterløn. Mor og datter har et svært forhold som vi langsomt hører om, mens deres livshistorie fortælles. Men… de er ikke til at holde ud! Den ene er mere sur, og livsfornægtende en den anden. Normalt kan jeg godt lide skæve karakterer og endda også nogle der er godt gnavne. Men her synes jeg bare, det stod i vejen for min læseoplevelse.

Tahar Ben Jalloun: Hjem

Bogen handler om en ældre marokkansk indvandrer. Han er som ung kommet til Paris, hvor han i siden i en menneskealder har arbejdet loyalt og stille. Nu venter pensionen og det skræmmer ham. Hans største drøm er at vende tilbage til sin landsby og bygge et hus som hele familien kan samles i. Men det er en umulig drøm. Hans børn er opvoksede i et andet land og har ingen sentimentalitet omkring landsbyen. Drømmen bliver til et mareridt. Man føler med den lille mand der ikke forstår den situation han er havnet i, og som ønsker noget andet for sig selv, men især for sin familie. Ben Jalloun skriver poetisk og symbolsk, og det er egentlig ikke så meget mig. Alligevel blev jeg berørt af denne lille fortælling om livets uforståelighed.

Erlend Loe: Kvinden flytter ind

Bogen består af  300 små fortløbende historier, hvori vi hører om fortællerens forhold til kvinden Marianne. Hun ankommer bare en dag til hans lejlighed og taler meget længe om, hvor meget hun holder af stilhed og hvor vigtigt det er, at kunne være stille sammen. Pludselig er hun flyttet ind, og fortælleren køber et årskort til svømmehallen, for at få lidt ro. Det er en lille og stille roman, som jeg rigtig godt kunne lide. Fortælleren lader ligesom bare tingene ske, og vi forstår ikke helt hvorfor. Den ene dag kommer efter den næste og han virker næsten ligeså overrasket som læseren over hvad der sker. Marianne er dominerende og fortælleren er hele tiden på jagt efter en viden om forelskelse, hvordan ved man om man er forelsket?

Thierry Jonquet: Spindleren

Dette er en fransk spændings klassiker som først for nyligt er blevet oversat til dansk. Alt dette vidste jeg ikke, da jeg tilfældigvis faldt over den på biblioteket. Sikke et fund! Jeg synes den fungerer så godt. Den handler om plastikkirurgen Lafargue, der har en kvinde spærret inde i sit hus. Samtidig hører vi om en ung mand der er fanget af “spindleren” og en ung kriminel på flugt, der ønsker at få ændret sit ansigt. Det er spændende og originalt. Specielt når man tænker på, at den er skrevet i 1984. Bogen fylder kun 165 sider og er hurtigt læst. Men sikke et fint lille bolche.

Pascal Mercier: Nattog til Lissabon

Jeg husker at denne bog fik så gode anmeldelser, og derfor havde jeg glædet mig til at læse den. Jeg synes den skuffede lidt. Kort fortalt handler den om en gymnasielærer, der pludselig bryder med sit monotone liv for at tage til Lissabon og lære mere om en afdød læge. Interessen for lægen kommer fra en bog med lægens filosofiske livsbetragtninger. Samtidigt med hovedpersonens personlige udvikling udfolder historien om lægens liv sig. Det er egentlig interessant nok, men aldrig særlig spændende – og her mener jeg ikke på en krimi-agtig måde, men ganske almindeligt “engagerende”. De filosofiske betragtninger bliver aldrig rigtigt en del af historien synes jeg. Bogen har et fint sprog, og mange fine betragtninger. Men sagt på den nemme måde: Den var lidt kedelig!

Chris Cleave: Little Bee

På omslaget beder de om, at man ikke fortæller om handlingen. Det forfladiger bogen og gør den mindre spændende. Jeg må give dem ret. At læse en bog, man overhovedet ikke ved hvad handler om, er mere interessant. Man lever sig mere ind i bogen og ved ikke hvad der venter om det næste hjørne. Men alligevel tror jeg godt, at jeg kan røbe så meget, at den handler om to kvinder fra hver sin verden og deres møde. I løbet af de første sider I denne bog tænkte jeg flere gange, at dette godt kunne gå hen og blive den bedste bog, jeg nogensinde havde læst. Den var fantastisk skrevet og fantastisk medrivende. Desværre synes jeg, at den den gik fuldstændig i stå i midten, og at små udsagn med politiske korrektheder tog overtaget. Den sluttede til gengæld godt. Så det var alt i alt en god bog, men langt fra så god som den gjorde anslag til.

Jussi Adler-Olsen: Flaskepost fra P

Jeg kan meget godt lide Adler-Olsens krimier. De er spændende og karaktererne er ikke overmåde irriterende (hvad der oftest er mit problem med krimier). Ikke så meget at sige… god, spændende, hurtig glemt.

Muriel Barbery: The elegance of the hedgehog

Hold da op. Ind i mellem støder man på den dér bog. Den der alle de andre smådårlige læseoplevelser værd. Dette er sådan en bog. Den foregår i en dyr ejendom i midten af Paris. Renée er consièrge og har været det i 27 år. Udadtil opretholder hun en facade. Ingen må opdage, hvem hun virkelig er; en kultiveret kvinde, levende optaget af den kunstneriske verden omkring sig. I en af ejendommens rige familier bor også en pige, der ikke synes hun passer ind. Det er gennem de to kvindelig røster at bogen bliver fortalt. To ulykkelige mennesker, lige til en japansk forretningsmand dukker op…

Fantastisk!!

Eneste minus: Jeg er vant til at læse engelsk og gør det uden problemer. Men i denne bog måtte jeg ind i mellem komme til kort. Måske skulle jeg tage den en gang til på dansk? Den er nemlig blevet oversat.

Lars Kepler: Hypnotisøren

Hmmm, så fik man da lige læst en krimi. Men jeg synes nu ikke den var noget særligt. Svensk læge, ægteskabsproblemer, psykopatiske børn, vold og blod…… ja, alt er vel ved det gamle. Jeg kan rigtig godt lide en krimi i ny og næ. Men denne her fik mig altså ikke rigtig op af stolen.

Flannery O’Connor: Voldsmænd river det med sig

Flannery O’Connor skrev vist kun et par bøger. Denne blev rost så meget, da den endelig udkom på dansk. Det er en roman om tro, vold, skyld, humanisme, fanatisme og meget andet. Det er historien om den forældreløse dreng, Francis Marion Tarwater. Han opvokser hos sin tyranniske, fanatiske og en smule skøre grandonkel, Mason Tarwater. Grandonklen har forudsagt, at drengen skal være profet, men drengen er ikke helt sikker på, at det er det han vil. Da grandonklen dør, opsøger drengen sin onkel og forsøger at leve hos ham. Men onklen er det stikmodsatte af grandonklen, og drengen forsøger nu at finde sin egen plads midt imellem grandonklens religiøse fanatisme og onklens fanatiske humanisme.

Historien var svær for mig at komme ind i. Det tog lidt tid at hitte rede i grandonkler, onkler, navne osv. Men historien bed sig alligevel fast. Og til trods for at den foregår i et meget fremmedartet miljø, de amerikanske sydstater, endte historien med at holde mig fast og tale til mig.

Colum McCann: Lad kun verden tumle sig

Anmelderne kunne slet ikke få armene ned, da denne bog udkom tidligere på året. Stedet er New York i 1974. En tidlig morgen går den franske gøgler og artist Philippe Petit på line mellem de to World Trade tårne. New yorkere stopper op og kigger forundrede på ham. I resten af byen går livet videre. Hvert kapitel fortæller en historie om et almindeligt liv i New York: En munk der hjælper blandt prostituerede og fattige, en gruppe af mødre der mødes og sørger over tabet af deres sønner i Vietnam, en ung kvinde der indblandes i en trafikulykke, en dommer der skal være med til at dømme Philippe Petit. Historierne væves delikat sammen, og alle historierne påvirkes af den lille mands fantastiske linedanseri. Det er en fin bog, med fint sprog og meget præcise hverdagsskildringer.

Richard Flanagan: Goulds bog om fisk

Denne bog virkede så lovende. Hovedpersonen er straffefangen William Buelow Gould, som i 1825 idømmes 49 års fængsel for falskneri. Fra England sendes Gould til den berygtede straffekoloni på øen Sarah Island i Tasmanien. Her bliver han senere idømt dødsstraf og fortæller sin historie, mens han venter på at blive henrettet. Historien er grum og fantastisk på samme tid. Straffekolonien er udpenslet i alle sindssyge detaljer. Egentlig burde jeg elske denne bog, for det er en historie om en bog i bogen (det elsker jeg), den er sort, vanvittig og alligevel humoristisk (det elsker jeg), den ender ikke lykkeligt (det elsker jeg), det er en helt usædvanlig historie (det elsker jeg). Men alligevel virker den ikke rigtig. Mest fordi sproget irriterer mig. Synd, for den havde elelrs virkelig alle odds med sig.

Søren Ulrik Thomsen: Rystet Spejl

Jeg læser faktisk aldrig digtsamlinger, men denne her, af en af Danmarks store poeter, blev så godt anmeldt, at jeg ikke synes jeg kunne lade være. Og den er altså virkelig god. Men allermest er den rystende i sin præcise skildring af ældning og ensomhed. Det er korte digte der alle kredser om tiden der går, det glædesløse liv men også det glædesfyldte. Jeg bliver aldrig den store fan af poesi, men jeg sad altså lige dér i sofaen og kunne pludselig smage hvordan livet forsvinder mellem fingrene på én. Det er jeg ikke sikker på at en roman kunne gøre på samme måde.

Elaine Ward: Det gamle testamentes kvinder

Det er faktisk en børnebog. Men jeg nød at læse den. Ikke mindst fordi den fik mig præsenteret for nogle kvinder i den Gamle Testamente, som jeg ikke kendte.

Det er jo altid godt med noget ny viden.

Lone Kühlmann: Skønhed

Lone Kühlmann har samlet skønhedsreklamer fra de sidste 100 års magasiner og blade. Hun kommenterer ivrigt og skarpt på den kvindelige forfængelighed. Og mændene får selvfølgelig også lige et skud med. Hurtig, sjov, tankevækkende og også svært genkendelig.

Nancy  MacDonell Smith: The Classic Ten: The True Story of the Little Black Dress and Nine Other Fashion Favorites

Bogen er en fin indføring i nogen af modens klassikere. Men jeg synes den er lidt søgt i nogle af sine forklaringer på de eviggrønne klassikere. Fx er det nemt at sige, at trenchcoaten er en klassiker i disse år, hvor den har høj status, men hvad med de år hvor det kun var ældre engelske mænd der gik med den? Det synes jeg bogen springer let hen over. Og så synes jeg faktisk bogen var svær! Det er måske ikke lige det man tror om en modebog. Jeg er vant til at læse engelsk, men i denne bog var der så mange udtryk jeg ikke kendte i forvejen. Desværre synes jeg ikke nødvendigvis at det gjorde sproget flottere. Tværtimod virker det nærmest som om forfatteren ivrigt prøver at højne det intellektuelle niveau netop fordi bogen handler om mode. Det kommer bare til at virke forstilt!

Yasmina Khadra: Attentatet

Attentatet er historien om en arabisk israeler der får gulvtæppet hevet væk under sig da hans elskede kone laver en selvmordsbombning i Tel Aviv.

Jeg synes jeg blev revet godt med af historien. Og frem for alt synes jeg det var spændende at læse en historie som var mig helt fremmed. Både forholdet til religion, forholdet palæstinensere og israelere imellem er ikke noget jeg ligefrem støder på i min hverdag.

Heidi W. Durrow: The girl who fell from the sky

Rachel mister sin familie og skal bo hos sin farmor. Her finder hun ud af at livet som “mixed colour” ikke er let. Omgivelserne forlanger, at man er enten sort eller hvid. Sproget ændrer sig, interesserne ændrer sig og midt i det hele længes Rachel efter sin familie og efter bare at få lov til at være sig selv. Bogen er fint og poetisk skrevet, og man føler med Rachel, uden at det bliver for meget. Heidi W. Durrow er halvt dansk og der er derfor mange danske referencer.

.

Diana Evans: 26a

En poetisk, hverdagsmagisk, sørgelig og smuk historie om to engelske tvillinger med nigeriansk mor og engelsk far.

Diana Evans fortæller smukt om nødvendigheden af at være alene, der sagtens kan følges af angsten for at være ensom. Den dysfunktionelle famille beskrives usentimentalt og jeg var med hele vejen, en virkelig god bog.

Niels Lillelund: Gotham City

Bogen her var tænkt som optakt til en New York tur, og som sådan fungerer den fint. Det er en personlig beretning om byen New York, men samtidig spækket med historisk fakta. Man får lyst til at se eller gense byen med al dens storhed og særlighed. Men hvor ville jeg dog ønske, at en redaktør havde skåret igennem og krævet bogen skåret ned til halv størrelse. Den er ALT for lang. Og det er trættende igen og igen at høre om hvordan New York “altid er i bevægelse” hvordan det eneste sikre er “den evige forandring” osv osv. Bogen har så mange fine små historier, anekdoter og andet med, men jeg bliver træt af det storladne, evigt gentagne og forelskede sprog.

Nikolaj Zeuthen: Verdensmestre

Jeg faldt over denne bog tilfældigt på biblioteket og tænkte at den skulle have en chance. Mest fordi jeg har en veninde, der engang har gjort rent hjemme hos Zeuthen. Det er historien om Anna og Rune, der bor i en lejlighed på Frederiksberg med deres to små børn. De er ressourcestærke forældre der leder efter det perfekte liv.  Men det perfekte liv er svært at opnå og den dårlige samvittighed er en evig følgesvend, imens det perfekte jages. Romanen er skrevet i 3. person flertal, Anna og Rune er en enhed og vi hører aldrig om deres separate tanker. Bogen virker meget stilistisk (man får i en note til sidst i bogen at vide, at det faktisk er en stilistisk øvelse) og Anna og Rune svært irriterende i deres afmagt overfor samfund og børn. På samme tid, er det også svært at læse bogen uden ind i mellem, at nikke genkendende til børnefamiliens mange genvordigheder.

Ida Jessen: Det første jeg tænker på

Jeg kan meget godt lide Ida Jessens stilfærdige, men samtidige mættede, måde at skrive på. I historien tager Birgitte til Nordjylland for at besøge en barndomsveninde. Mens hun er der sker der en voldsom ulykke, og Ida Jessen beskriver følsomt og stærkt hvor voldsom sorg kan være og hvordan verden samtidigt nådesløs fortsætter sin vante gang.

.

Clara Kramer: Claras krig

Det er en rystende og sand historie om en jødisk familie og deres venner og naboer, 18 i alt, der overlever de sidste 20 måneder af 2. verdenskrig i en kælder i Ukraine. I huset over kælderen bor en tysker med sin kone og datter. Tyskeren erkendt som lidt af en drukkenbolt og antisemit. I hans hænder lægger familien deres skæbne. I en periode bor der også 3 SS-officerer i huset, og de skjulte under gulvbrædderne må høre på, hvordan officererne blærer sig overfor hinanden, med at udpensle hvor mange jøder de har dræbt. Kælderen er kun 1,30 m høj, men i midten graver man lidt ekstra ud, og her kan de voksne så skiftes til at stå op!! Historien fortælles af den 14-årige Clara og gang på gang væmmes man og rystes over, de vilkår hun og hendes familie lever under. Historien er gribende, og det er svært at lægge bogen fra sig, men samtidig ærgrer det mig, at jeg faktisk ikke synes at bogen er særlig godt skrevet. Specielt beskrivelserne af den tyske redningsmand, hans “iskolde blå blik”, hvordan familien lever under “hans nåde” synes uoriginale og en lille smule trættende. Men bogen er stadig i dén grad værd at læse, og historien er også i dén grad værd at huske.

Christos Tsiolkas: The slap

Det lød så lovende på omslaget: Til en middelklasse havefest er der pludselig én der slår et barn, der ikke er hans eget. Bogen fortæller nu hvordan dette slag, denne lussing, påvirker alle der har været med til haveselskabet. Super godt tænkt som ide, at gribe fat i dette tabu. Men desværre synes jeg ikke, at bogen lever op til mine forventninger. Personerne er generelt lidt irriterende og jeg har enormt svært ved at forstå deres forskellige bevæggrunde. På en eller anden måde  virker de utroværdige i deres middelklasseliv, med deres stoffer, ludere og øldrikning. Bogen var ikke dårlig, men jeg var skuffet i forhold til hvad jeg forventede.

Delphine De Vigan: No and me

Historien om en ung, højintelligent fransk pige der prøver at leve livet i en familie tynget af sorg over et barns død. Pigen kaster sin kærlighed på den hjemløse No. Stille bliver det af vital betydning for hende at redde No. Bogen er så fint skrevet og man fornemmer så fint hovedpersonens higen efter den kærlighed hun ikke kan få af sin egen mor. Det bliver aldrig patetisk, men ærligt, roligt og på samme tid sørgeligt og smukt. God bog!

Francois Lelord: Hector and the search for happiness

Mage til . . . . Først efter at jeg havde købt bogen så jeg “læst af mere end 2 millioner” på forsiden. Det lovede jo godt, men jeg glemte, at bare fordi den har været læst af 2 millioner er det jo ikke ensbetydende med, at det er en bog jeg kan lide. Det var det i hvert fald ikke i dette her tilfælde. Den er skrevet i et naivt sprog, som sikkert har virket som en rigtig god ide på forlagets kontor. Ideen om at en person tager verden rundt og med barnlig naivitet prøver at finde opskriften på lykke. Men det virker IKKE! Man bliver bare vildt irriteret over små sætninger som “Globalisering er måske ikke bare en god ting” eller “så gik de op på værelset og gør hvad voksne gør når de er forelskede”. I det sidste tilfælde handlede det faktisk om at han knaldede en kinesisk luder – sådan kan det nemlig også siges! Allerede efter 10 sider havde jeg lyst til at lægge bogen fra mig, og hvorfor gjorde jeg så ikke det? Jeg var nysgerrig, tænkte at så ringe kunne den da ikke være, der var jo 2 millioner der havde læst den. Men jeg må bare konstatere at nu er den læst af 2 millioner og én… og den sidste kunne ikke lide den.

Sofi Oksanen: Renselse

Umiddelbart er en bog der handler om kvindehandel og livet i Estland ikke noget for mig. Men mine fordomme bliver gjort til skamme, for denne bog var virkelig god. Jeg blev indført i historien med det samme. Karaktererne er spændende og levende. Oksanen kan noget med sproget som gør scenerne så virkelige at man næsten kan lugte dem. Det er en forfærdelig historie om HVOR langt mennesket vil gå af frygt og ad kærlighed. Læs den!

Læst i 2010

Jussi Adler-Olsen: Fasandræberne

Mere af samme skuffe. Jeg lyttede mens jeg arbejde og uha, de onde er onde og afstumpede, uha Mørk er en god kriminalbetjent. Men det virker og jeg er klar til én til.

.

Donald Spoto: High Society: The life of Grace Kelly

Jeg har tidligere læst biografier af Donald Spoto og de er faktisk meget velskrevne. De virker meget seriøse, veldokumenterede og faktuelle. Men de er også lidt kedelige. Det samme med denne Grace Kelly biografi. Måske er Grace Kelly også bare lidt kedelig. Der er ikke helt kød nok på hendes historie til, at det for alvor bliver spændende at læse om. Og så har Donald Spoto en kedelig tendens til at idyllisere sine stjerner lidt og til lige at fortælle om de gange han har mødt dem i levende live, og det bliver lidt trættende i længden.

Jussi Adler-Olsen: Kvinden i buret

Jeg lyttede mig igennem denne krimi, mens jeg arbejde ved symaskinen. Jeg forstår godt at Adler-Olsen er blevet så populær. Der er ikke noget nyt under solen: Politimanden er gammel og sur, assistenten er god nok på bunden osv, osv. Men det er utrolig velskrevet og det er spændende. helt perfekt som synings-lytning. Jeg tager mig i hvert fald én til.

.

Emma Donoghue: Room

Det er Jack der fortæller historien. Jack er 5 år og på mange måde ligesom alle andre drenge. Vi hører hvordan han oplever verden, om de ting han undres over og de ting han tager for givet. Men der er det specielle ved Jack, at han faktisk aldrig har oplevet “verden”. Han har nemlig levet hele sit liv sammen med sin mor i et aflukket værelse. Historen er på én gang brutal og smuk. Og selvom jeg ind i mellem fandt historien lidt for sensationel, var Jacks stemme alligevel så ægte og rørende at bogen gjorde indtryk på mig.

Agota Kristof: La preuve

Her hører vi historien om hvordan det går de to tvillingedrenge efter deres adskillelse. Men hele tiden svæver det i det uvisse om der overhovedet på noget tidspunkt har været to drenge. Og om hele den historie vi hørte i første bind (La Cahier), overhovedet har fundet sted. Bogen er dyster og kold, men den griber mig ikke på samme måde som første bind i trilogien.

Agota Kristof: La troisième Mensonge

Tredie bind i serien om de to tvillingedrenge. Bogen er skrevet i samme klare, korte sprog som de to øvrige. I denne bog er der måske endelig ved at komme en forklaring på de to tvillingers liv? Bogen er god, men ligesom nummer to i serien blev jeg ikke grebet ligeså voldsomt af historien som med den første.

.

Jo Nesbø: Flagermusmanden

Jeg har ikke læst denne bog, men lyttet til den. Jeg lyttede faktisk til den i samme periode som jeg læste Mari Jungstedt (nedenfor) og forskellen var tydelig. Flagermusmanden er måske ikke stor litteratur, men den er spændende og forfatteren tager sig tid til at fortælle om sine personer. Jeg er ikke fan, men har et par lydbøger i samme serie liggende og de bliver helt sikkert hørt også.

Paolo Giordano: Prime Numbers

To børn med ulykkelige skæbner krydser hinandens spor og bliver venner. Og måske bliver venskabet til kærlighed, hvis ellers at nogen tør tage det første skridt og der ikke opstår misforståelser. Den historie er måske hørt før, men Paolo Giordano skrifter fint og smerteligt. Titlen hentyder til det matematiske fænomen “Primtalspar” hvor to primtal kun adskilles af et lige tal, f.eks 17 og 19. På samme måde står de to hovedpersoner tæt på hinanden, men uden helt at kunne røre, særlige og specielle og måske alligevel med samme ønsker og behov. Bogens fine og ulykkelige historie rørte mig meget.

John Irving: A widow for one year

John Irving er jo en fantastisk fortæller. Hans historier er altid originale og han personer spændende og levende. Men når det så er sagt, så er  “A widow for one year” alligevel for lang og for usleben. Historien vælter rundt fra side til side og ryger ud af nogle tangenter som der aldrig rigtigt bliver fulgt op på. At John Irving også i sidste del af bogen forsøger at få indvævet et krimiaspekt gør den helt gal. Jeg tror det var Coco Chanel der engang sagde om brugen af tilbehør: “Før en kvinde går ud af døren, bør hun altid fjerne mindst én accessory” . John Irving skulle have lyttet til Mademoiselle Coco og fjernet mindst én af de mange sidehistorier så bogen var blevet mere skarp.

Design Museum: Fifty dresses that changed the world

Fin lille bog om 50 ikoniske kjoledesigns. Man kan mærke at bogen er engelsk, feks er der hele to af prinsesse Dianas kjoler med, men det gør ikke noget for hver kjole er fint beskrevet. Bogen er hurtigt læst og let overskuelig.

Mari Jungstedt: I denne stille nat

Jeg kan faktisk godt lide krimier. Jeg synes tit at det er “let” læsning som suser af sted og alligevel giver en god oplevelse. Men det kan altså også være for let. Flere gange under læsningen af denne krimi tænkte jeg ” er det virkelig alt der skal til? Kan man virkelig få udgivet en bog som denne?”. Jeg synes den var DÅRLIG! Jeg synes plottet var dårligt og uigennemtænkt, jeg synes karaktererne var overfladiske og utroværdige, jeg synes historien havde deciderede huller…. faktisk var jeg godt sur da jeg var færdig! Det skal retfærdigvis siges, at jeg ikke har læst andre af Jungstedts krimier, så måske er persongalleriet bare ikke “vokset” på mig endnu. Men specielt slutningen virkede meget afkortet og hastigt færdiggjort.  Nu må jeg jo ikke røbe for meget, men det irriterer mig når en mands eneste reaktion på en families totale nedsmeltning er “nå ja, gad vide hvordan det kommer til at gå”. Jeg nærmer mig ikke Jungstedt igen.

Dennis Lehane: Shutter island

Godt set af Scorsese at tage denne fantastiske spændigsroman og lave en ligeså god spændingsfilm ud af det. Bogen er egentlig ikke fantastisk skrevet (eller også er den bare ikke fantastisk oversat), men det gør ikke noget for plottet holder og det er i den grad en “pageturner”. Man holder i den grad med US Marshal Teddy Daniels helt til det sidste. Måske er bogen bedst hvis man som jeg, ikke havde set filmen først.

Christian Jungersen: Krat

Christian Jungersens talent for det danske sprog fornægter sig ikke i denne bog der er helt fantastisk skrevet. Han tryller med sproget og fremmaner på denne måde præcise billeder og stemninger. Slægtskabet med Jungersens anden bog “Undtagelsen” fornægter sig heller ikke. Ligesom “Undtagelsen” handler også denne bog om den menneskelige løgn og selvløgn på alle planer. Jungersens karakterer er aldrig elskelige. Man væmmes ligefrem ind imellem over dem, men det gør fortællingen sært dragende. Der bliver aldrig serveret nogle løsninger, der er hele tiden flere fortolkningsmuligheder og det synes jeg gør fortællingen utrolig spændende. Og så synes jeg det er en genistreg fra Jungersens side at gøre hovedpersonen til en gammel 80-årig mand med gangstativ. På trods af hovedpersonens fysiske formåen er der alligevel scener der emmer af spænding. Jeg synes det er en virkelig god bog!

Martin Kongstad: Han danser på sin søns grav

Små noveller, alle taget fra hovedpersonens liv. Alle foregår i det kunstneriske, kulturradikale miljø. Det virker som om miljøet er ærligt beskrevet og på omslaget står da der også at “forfatteren skider i egen baghave”, men jeg har ikke nogen erfaring med miljøet og bogen lader mig aldrig rigtig “føle” det. Jeg bliver småirriteret på hovedpersonen og kan aldrig helt forstå hans bevæggrunde. Bogen var underholdende nok, men den krøb aldrig ind under huden på mig.
Jonathan Safran Foer: Om at spise dyr.

Denne roman var meget omtalt da den lige udkom. Dels er Safran Foer en meget populær forfatter og dels er det et kontroversielt emne. Jeg er meget begejstret for forfatteren og havde derfor store forventninger til bogen. Bogen handler om hvordan vi behandler de dyr vi spiser til aftensmad, inden de bliver slagtet. Her skal det siges at jeg på ingen måde er blødsøden omkring det at spise dyr. Jeg synes ikke det er synd for koen at jeg spiser den, ej heller at man holder høns fordi man gerne vil have æg. Men selvfølgelig synes jeg at man skal behandle dyrene ordentligt og ikke udsætte dem for unødig lidelse (gad vide om der findes noget menneske der er uenige i det?). Men lige præcis dette spørgsmål bliver taget seriøst op i bogen… for “unødig lidelse” er vi åbenbart ikke enige om. Vi er nemlig blevet så vant til at vores madvarer ingenting må koste og er ser derfor til den anden side  fordi vi ikke vil betale det det koster at opdrætte en kylling der selv har kunnet gå. Og vi vender ryggen til de kæmpemæssige miljøproblemer der er når vi har et industrielt landbrug og vi alle kræver så store mængder kød hver dag. Bogen er kvalmende læsning . Jeg er ikke blevet vegetar, men jeg har ikke købt kylling siden og vi har i familien skåret kraftigt ned på kødmængden.  Det er ikke sikkert at det holder i længden for jeg er som andre mennesker både egoistisk og mageligt anlagt, så måske får trangen til kylling overtaget på et tidspunkt. Bogen er velskrevet og interessant, men bliver en smule gentagende på et tidspunkt. Ligeledes synes jeg også at den ind imellem svælger lidt for meget i “nuttede dyr” som når forfatteren taler om de smukke øjne han kigger ind i inden en ko skal slagtes. Men emnet er vigtigt og er alene grund nok til at læse bogen.

Elisabeth Strout: Olive Kitteridge.

Denne roman er faktisk mange små noveller der alle har lærerinden Olive Kitteridge som omdrejningspunkt. Jeg synes den startede lidt langsomt og jeg havde svært ved at finde ind til “tonen” i bogen. Men pludselig ændrede det sig og jeg synes det blev en fantastisk læseoplevelse. Specielt de fine observationer om ægteskaber hvor man aldrig kan tage de ting tilbage der først er blevet sagt, om at finde sig til rette med sin alder, og om små kærlighedshistorier i hverdagen der aldrig har potentiale til at blive noget større. Bogen har en melankolsk side som jeg elsker. Det er ikke en “feel-good” roman, langt fra, men der gemmer sig alligevel, langt under overfladen en accept af livet som jeg finder uimodståelig.

Sue Grafton: S is for silence.

Jeg har læst alle de andre fra A til R og jeg synes det er en kvalitetskrimi der er værd at vende tilbage til. Kinsey Milhone er en hovedperson man kommer til at holde af også selvom hun ind i mellem er lidt for “dagligdags” på sådan en amerikansk måde. Bøgernes plot er fine omend ikke super overraskende, men de holder sig næsten altid på den sobre side. Ikke noget vildt og overdrevent voldeligt eller perverst her og det kan jo i sig selv være helt forfriskende. Jeg synes det er en serie der kan anbefales.

Debbie Stoller: Kvinde med pinde.

Det var denne bog der blandt andet var med til at starte bølgen med strikkeklubber, strikkefeer m.m. Jeg var fint tilfreds med indholdet. Den henvender sig klart til folk der er helt nybegyndere med fine forklaringer om masker, opslagning, opsamling o.s.v. Jeg var specielt svært tilfreds med afsnittet “Strikkedoktorens førstehjælpsguide i tilfælde af strikkeulykker”. Det er rart at vide at man ikke er den eneste der ikke strikker perfekt og at der er hjælp at hente uden at skulle trævle det hele op og starte forfra.  Et plus er også, at der er nemme og sjove opskrifter bagerst i bogen. MEN! Jeg kan ikke holde sproget UD! Ind i mellem lyder teksten som en ubehjælpsom stand-up’er. Platte vitser om ikke at drikke og strikke på samme tid, masker der skal kaldes Harry og Sally og mere i samme dur. Et afsnit har overskriften: “Sådan slår du op – og her taler vi vel at mærke om masker”. Er vi ikke alle sammen ved at dø af grin? Nu er det jo ikke fordi jeg har noget imod humor (som alle andre mennesker synes jeg selv, jeg er i besiddelse af en formidabel humoristisk sans), men bogen er jo ikke sjov. Og når noget ikke er sjovt, men forsøger at være det, bliver det bare irriterende. Men jeg må dog alligevel medgive at bogen udstråler en masse gå-på-mod og den er helt klar i sit budskab: det gælder ikke om at strikke perfekt, men om at strikke.

Junot Diaz: Oscar Wao og hans korte og forunderlige liv.

Denne bog har fået så meget ros i diverse medier og det er også en rigtig god historie om den store kærlighed og mangel på samme. Det er også interessant at læse en historie der tager udgangspunkt i den Dominikanske republik, det sker ikke så tit. Sproget er spændende, livligt og medrivende, men desværre overskyggedes alt dette fine og positive at et gevaldigt irritationsmoment. Bogen er overstrøget, nej fyldt med spanske slangord. Det irriterede mig frygteligt at jeg hele tiden skulle gætte mig igennem diverse sætninger. Netop fordi sproget er så livligt og dagligdags kan jeg godt se at det virker troværdigt med de mange spanske indfald, men det spolerede i den grad min læseglæde. Halvvejs igennem bogen fandt jeg til min store glæde ud af at der var en ordliste bagerst. Glæden varede dog kun kort: I stedet for at gætte skulle jeg nu slå op 5-6 gange per side. Det var om muligt endnu mere irriterende. Synd for en ellers god historie.

Emma Baxter-Wright m.fl.: Vintage Mode.

Fin og spændende bog med mange fine illustrationer, men der måtte gerne have været endnu flere. Jeg ved godt hvad Yves Saint-Laurents Mondrian kjole er, men når feks hans “Hommage à Picasso” bliver nævnt ville jeg gerne have set et billede. Bogen beskæftiger sig også en smule med hvor man kan finde Vintage fund og om hvordan man vedligeholder eventuelle fund.

Marc Levy: La prochaine fois.

Sikke dog noget makværk! Marc Levy er den mest oversatte franske forfatter, men det er åbenbart ikke en anbefaling. Det er længe siden jeg har læst en bog jeg på samme måde måtte kæmpe mig igennem. Jeg har læst bogen på fransk, og det skal retfærdigvis siges at der selvfølgelig er nogle (ind imellem mange) ord der går tabt. Men alligevel… Jonathan og Clara møder hinanden og fornemmer at de har mødtes før. Måske i et tidligere liv? Kan ægte og stærk kærlighed fortsætte efter døden og hvis kærlighed kan, kan had så også? Bla, bla. bla. Jonathan er så evig god og fantastisk, Clara er så yndig og klog, og bedstevennen er sjov, loyal og ude af stand til at elske. Der er så mange klicheer i denne her bog at man slet ikke kan finde ind i bogen. Først til allersidst fænger historien lidt, men den bliver aldrig levende og troværdig (altså så troværdig som det nu kan blive når man taler om et liv efter døden). Denne bog kan overhovedet ikke anbefales. Jeg har endnu en af samme forfatter til at stå på hylden… den får jeg nok aldrig læst.

læst i 2009

Shana Mahaffey: Sounds like crazy.

Fantastisk og overraskende bog. En historie jeg aldrig før er stødt på. Hovedpersonen har flere personligheder som alle kæmper om at få plads og bestemme i hendes liv. Bogen starter morsomt og vittigt. Som når feks personlighederne skændes om hvem der har ret til at gøre hvad fuldstændigt hen over hovedet på den fysiske hovedperson. Men bogen bliver mere og mere sort og trist efterhånden som vi nærmer os tragediens omfang og forstår konsekvenserne af at leve med en psykisk sygdom.

Eric-Emmanuel Schmitt: Le sumo qui ne pouvait pas grossir.

En fin bog om en japansk dreng der lever et gadeliv uden sin familie. Han møde en sumo-træner der kan se et potentiale i ham. Et potentiale for at blive tyk. Bogen er fyldt med små indsigter i livet og handler vel dybest om at man først kan falde til ro (blive zen) når man ikke længere er opfyldt af vrede og had. Det er en fin, lille, optimistisk bog om at finde livet til sig selv, men den gjorde ikke så stort indtryk på mig som nogle af hans andre bøger.

Eric-Emmanuel Schmitt: L’enfant de Noé.

Jeg elsker denne bog. Jeg tror desværre ikke den er oversat til dansk, selvom en del af forfatterens bøger er oversat til enten engelsk eller dansk. Den handler om en jødisk dreng, der under anden verdenskrig kommer til at bo på en katolsk skole der fungerer dels som skole dels som decideret skjulested for jødiske drenge. Den er varm på venskab og kold på krig, men først som sidst bliver man revet med af den fine historie. Den handler også om personligt mod, om at have tolerance overfor ting man ikke er enig i og så handler den om håb. Dejlig bog!

Sara Blædel: Kun et liv.

Tre gange om året køber jeg Alt for Damerne. Typisk i en lufthavn. Derfor fik jeg også denne bog med til USA og det var egentlig ganske udemærket. Jeg er faktisk ganske glad for krimier, men har aldrig læst nogle af de danske. Det er hurtig litteratur og jeg gider ikke selv investere i det, dertil er de for hurtigt læste og for hurtigt fordøjede. Men Sara Blædel får et point og måske reserverer jeg nogle andre i serien på biblioteket.

Hank Moody: God hates us all.

I TV-serien “Californication” skriver hovedpersonen, Hank Moody, en bog og TV-selskabet har efterfølgende udgivet denne bog “skrevet af” hank Moody. Alt dette vidste jeg intet om da jeg købte bogen i Santa Monica, Californien. Jeg synes bare at den passede til stedet. Den er fyldt med sex, drugs and rock’n roll. Vist lidt ligesom TV-serien (som jeg kun kender af omtale). Sproget er lidt slang-agtigt til tider, hvilket kan gøre den svær at læse, til gengæld er indholdet nemt. Ikke lige min kop te at læse om en ung mands møde med hans drømme top-model og hans liv som pusher.

Jonathan Coe: The rain before it falls.

Fin lille bog om hvordan døtre slægter deres mødre på, på godt og ondt. Lige lovlig sød-suppe til sidst for min smag, men alt i alt en hyggelig bog der er god at være i selskab med. Læs The Guardians anmeldelse her.

.

Auður Ava Ólafsdóttir: Stiklingen

Meget fin bog synes jeg. Om en ung mands rejse til et andet land, og om hvordan han finder sig selv og sin sorg på rejsen.

Su Tong: Under den røde lygte.

En klassiker fra Kina som længe har stået på læse-ønskesedlen. Det er historien om en pige der ankommer som 4. hustru til en kinesisk husholdning. Hun trives ikke og hun lider under det. Den har også været filmatiseret. Jeg er dog ikke helt overbevist. Det bliver ligesom lidt for asiatisk, og på én og samme gang lidt for hysterisk og lidt for overfladisk. Jeg forstår aldrig helt hvad det egentlig er der foregår i hovedet på hende og synes på mange måder bare at hovedpersonen er lidt småirriterende. Ikke noget for mig!

Niels Lund: Stålbandagen Virkelig fin slægtsroman der kommer vidt omkring. Personerne er levende, men det er også en lille smule som om man har læst den før. Det bedste er når der fortælles om Henrik, drengen med stålbandagen, og hans forhold til hans hjælper tjenestepigen.

Lone Birgitte Sønderby: Masker på mode. Ren hyggelæsning. Fin (omend en lille smule overfladisk) gennemgang af strikkens historie. Den er hurtigt læst og frem for alt hyggelig. Er man meget interesseret i mode historie må man søge mere inspiration andetsteds.

Marisha Pessl: Special Topics in Calamity physics. Bogen har helt egen hjemmeside som er ret imponerende, synes jeg. Det er historien om en belæst pige der mister sin skolelærer og vil til bunds i hvad der er sket. Krimidelen af bogen tager dog først fart til allersidst. Langt størstedelen af bogen handler om hvordan det er at være “anderledes”, altid at være på vagt fordi man ikke er som de andre. Den er godt og præcist fortalt, men spækket med referencer til litteratur og film. Man skal kende sin angelsaksiske litteratur til fingerspidserne (det gør jeg ikke) for at kunne følge med. Man kan også bare ignorere de mange henvisninger (det gjorde jeg for det meste) og så nyde den fine historie.

Det store stilehæfte af Agota Kristof.  Det her er én af de bedste bøger jeg længe har læst. Den er medrivende på en helt uhyggelig og fascinerende måde. Historien handler om to drenge der under en krig bliver flyttet ud til deres bedstemor på landet. Her må de lære at klare krigens grusomheder på bedste måde. Bedstemoderen vil ikke have at de går i skole, hun har mere brug for at de skal bestille noget og “ingen arbejde – ingen mad”. De står derfor selv for deres skolegang, bland andet ved at skrive om deres oplevelser i deres stilehæfte. Eneste krav til disse beskrivelser er at de skal være absolut nøgterne – ingen subjektive beskrivelser må være med, fordi man jo ikke kan være sikker på at en subjektiv beskrivelse er sandhed. Disse “kolde” beskrivelser af krigen og dens følger er foruroligende. Når man ikke bliver præsenteret for drengenes følelser lægger man så meget desto mere følelse i selv. Bogen er kort og hurtigt læst. Det er ikke nogen “feel good” bog, men jeg sætter den hermed på min egen personlige “bestseller liste”. Agota Kristof har skrevet to bøger mere om drengenes videre liv om dem må jeg vist også have fat i.

Nicholas Guyatt: Have a nice Doomsday. Den havde ligget i reolen i et stykke tid og den skulle fortælle mig historien om hvordan de konservative religiøse kræfter i USA påvirker vores verdenssyn. Jeg glædede mig faktisk ret meget til den. Mine forventninger blev delvist indfriet. Det er en spændende og anderledes verden man (som gennemsnitlig ikke-religiøs dansker) bliver indført i. I Biblen er der profetier om verdens ende, Jesus’ tilbagekomst og det endelige store slag ved Armageddon. Alt sammen noget de fleste har stiftet bekendtskab med i amerikanske film. Men der findes også millioneraf amerikanere som lever deres liv i den faste tro på, at de bliver hevet til himmels inden det endelige slag og at alle os der ikke har “mødt” Jesus må bliver tilbage i den frygtelige tid hvor anikrist regerer verden. Bogen er humoristisk, men respekterer samtidigt sit emne. Den retter fokus på nogle af de paradokser “doomsday-prædikanterne” lever med. Hvorfor skal man feks bruge tid på at være “anti-gay” og “anti-abortion” når det alligevel er uundgåeligt hvad der til sidst kommer til at ske med vores verden?. Spændende læsning, også lidt skræmmende men først og fremmest meget fremmed.

Min mand havde anbefalet Alain de Botton: Status anxiety. Vi er som oftest ret enige når det gælder bøger. Men jeg var ikke vild med denne. Den engelske filosof har her skrevet en bog om hvorfor det egentlig er så vigtig for os hvad andre tænker (også for os der nægter at det er tilfældet). Jeg glædede mig til at blive klogere, men jeg blev aldrig rigtigt indfanget i bogen. Der var en masse klog snak om kultur, religion og politik og om hvordan status begrebet har ændret sig hen over århundrederne (tænk blandt andet på hele boheme bevægelsen), men jeg følte netop ikke at jeg blev klogere… at bogen fremstillede tingene på en ny måde. Så! Interessant nok, men ikke fantastisk.

Så er Audrey Hepburn af Donald Spoto læst. Både Audrey Hepburn og Donald Spoto er rare at være i selskab med, men måske også lidt for rare. Audrey Hepburn fremstår hele vejen igennem som helt fantastisk, men det forekommer nærmest som urealistisk. Måske havde jeg håbet på lidt mere bid: Hvorfor er det egentligt at hende og Mel Ferrer går fra hinanden osv. Jeg har dog været fan siden jeg som stor pige så Prinsessen holder fridag og derfor er det dejlig læsning… der måtte godt have været lidt flere billeder!

jeg nød virkelig Jeg er ikke bange af Niccoló Ammantiti. Lige siden jeg første gang læste en anmeldelse af denne historie om en lille dreng der, i den varme syditalienske sommer, finder en anden lille dreng i et hul har jeg ikke kunnet få den ud af mit hovede. Og nu blev det altså endelig  dens tur. Jeg blev ikke skuffet. Den er fortalt med en drengs stemme som er uskyldig og fin og samtidig er grusomheden i den så frygtelig. Afslutningen er overraskende og er en lektie i hvordan vi kan være fulstændig ligeglade med andre mennesker og uendelig følsomme når det gælder vores egne børn.

Er færdig med denne her. Det er den der er blevet filmatiseret som Slumdog millionaire. Virkelig god og farverig historie. Det er (næsten) altid spændende at læse noget der foregår så langt fra hjemme. Den er på én gang trist og glad. Man bliver oprørt over hvor svært det er at være fattig og over hvor lidt hjælp der er at hente som dem der burde hjælpe, feks politiet. Samtidig er der lyspunkter som venskab og kærlighed. Slutningen er mig måske en anelse for lykkelig. Selvom jeg bliver frustreret når tingene ikke ender godt er det samtidig de bøger og film der gør mest indtryk på mig.

Er lige blevet færdig med Mr. Y’s forbandelse og den var ikke noget for mig. Alt for meget snak om “et andet sted” om “sindets rejse” og “tanken som stof”. Det var meget filosofisk (hvad jeg egentlig godt kan lide), men alligevel sådan lidt krimi agtigt (hvad jeg faktisk også godt kan lide), men sammen virker det bare ikke for mig. Jeg kan godt se hvorfor jeg faldt for anmeldelserne, men den holder altså alligevel ikke. Læs også anmeldelse fra weekendavisen her.