Jeg har syet en ny vinterjakke til den yngste. Yderstoffet er blomstret velour fra skabet og foeret er Liberty. Jeg har sat Thinsulate i som mellemfoer, så den er dejlig varm. Eneste ulempe ved Thinsulate er jo at man ikke må stryge på det. Så bliver det helt hårdt. Jeg havde ellers lovet mig selv aldrig mere at sy i mønstret velour, men her var der ingen mønstertilpasning, så derfor tænkte jeg at det nok gik alligevel. Inden i foeret har jeg applikeret pigens navn – det må vel gøre det ud for at skrive navn i tøjet
Månedsarkiv: oktober 2010
En sky af ord
Jeg blev for snart lang tid siden gjort opmærksom på det fine lille program Wordle hos mommer. Ja, og så glemte jeg det vist lidt igen. Men faktisk er det helt fantastisk. Programmet kan simpelthen lave en “sky” over de ord der er mest brugt i en tekst eller i dette tilfælde min blog. Og er det ikke flot? At det der så springer mest i øjnene er ordene “kan så lidt”, må jeg vist lige tygge på….
Dette var bare programmets første udkast. Senere kom der:
Eller:
Er det ikke fantastisk?? Jeg har bare printet i sort hvid, men man kan også lave det i farver. Ideerne maser sig på: F.eks. teksten fra en salme der kan printes og bruges til kræmmerhuse, eller barnets første stil som en forside på et eller andet, eller et juleeventyr som der kan flettes julehjerter af, eller teksten fra nogle mails brugt som fødselsdagskort…. Der er masser af muligheder.
Et rundt broderi
Endnu et rundt broderi er færdigt. Jeg tror det skal sidde på en pude ligesom det forrige. Jeg kan lide de klare farver på den brune baggrund og at de franske knuder er blevet lidt store og løse i det, det er jo bare “poetisk” ikke? Jeg er blevet glad for den runde form og tror der kommer mere…
Julehjerter
Hvert år kan man i bladene finde masser af ideer til, hvordan man kan genbruge de selvsamme glitrede magasiner til julepynt. Denne her ide har jeg nok engang set i et sådant blad, men jeg kan ikke huske hvor! Jeg har løbende revet sider ud med masser af rødt på. Så har jeg limet to stykker rødt sammen og nu er jeg så i gang med at klippe hjerter med forskelligt rødt på begge sider. Jeg tænker, at de nok skal lamineres for at holde lidt bedre, men det har jeg ikke helt bestemt mig for endnu. De skal i hvert fald sys sammen så de til sidst danner en hjerte-guirlande.
Alt det fraklippede er der ikke rigtig noget at bruge til, men det ser da fint ud som det ligger der…
Fødselsdagsgaver
Man er vel lærerinde
Ja, jeg er så. Og derfor passer denne lærerindenederdel, i den skønneste uld, så fint til mit arbejde. Prøv at glemme at den er lidt krøllet på billederne. De er taget efter en halv times biltur….
Jeg har syet den efter model 120 i Burda nr. 11/2009 Den var OK nem at sy, og resterne af den skønne uld har jeg brugt til de sjove syr, jeg viste i går.
Der er dobbelt wienerlæg foran. Og lommerne er påsatte. Foroven danner det øverste af lommerne en bæltestrop.
Jeg var desværre i underskud med foer og jeg har derfor (meget delikat og lærerindeagtigt) sat en bred blonde på foeret for at forlænge det.
Blonden har jeg syet på bare ved at zigzagge den fast og så klippe det overskydende foer væk fra vrangen. Her efterfølgende kan jeg se at jeg nok burde have lavet en lidt finere afslutning.
For øvrigt et tip til når man skal klippe i nærheden af blonde:
Dette er normalt min yndlingsfølgesvend.
En lille spids saks til små trådender m.m. Men den duer ikke til blonder da de spidser ender for nemt får fat i blonden. Derfor er det meget nemmere at bruge en saks med runde ender som denne her:
Sjove dyr
Inspireret af Ugly Dolls, Woodoo Dolls, Karen Marie Dehns design og alt det andet der findes derude, forvandlede en rest uld, lidt Liberty og lidt filt sig til nogle sjove dyr. Jeg klippede fuldstændigt frihånd, kun ved øjnede tegnede jeg rund om noget rundt. Jeg prøvede at slippe fantasien løs, og det eneste krav til mig selv var, at jeg ikke måtte lave en ugle. Det er der så kommet disse dyr ud af. Mine børn har allerede udpeget deres favoritter. Men hvad er det egentlig for nogle dyr? Herhjemme er vi ikke helt enige.
Er det her feks en snegl, en kanin eller måske en hjort?
Og er denne her en papegøje, en hund eller et monster?
Og er det her en abe, en bamse eller en panda? Selv synes jeg den store minder lidt om “Maude” fra “Madagaskerpingvinerne”
Dyrene er alle syet på symaskine. Jeg har brugt spraylim til at holde de små dele på plads. “Maven” har jeg dog strøget på med vlisofix. Det har været en fornøjelse at sy de her hyggelige dyr og jeg tror der kommer flere
Broderi i håndarbejdsundervisningen
Der er mange måder man kan bruge broderi i håndarbejdsundervisningen. Man kan feks lave frit broderi på maskine. Jeg har haft god succes med noget så gammeldags som korssting. Først laver jeg en “skabelon” med en tabel i Word. Den sætter rammerne for størrelsen på broderiet feks 17 x 17 kors. Hvis der er frit slag på størrelsen, synes jeg børnene har en tendens til at overvurdere deres eget “engagement”. Dernæst bruger de Word til at farvelægge tabellen. De laver så feks 5 forskellige forslag. Der kan godt være begrænsninger, som at feks mindst et skal være figurativt og mindst et abstrakt. Så printer vi det valgte forslag ud og der broderes derudaf! Det færdige broderi kan feks monteres på en lille notesbog.
Mere vil ha’ mere
Hyggebukser – til hverdag og fest
Lis havde for nyligt et indlæg om hjemmetøj. Diskussionen er ikke så relevant når vi taler børn vel? Her går daglig påklædning og hyggepåklædning ofte ud i ét. For disse bukser må da være topmålet af hyggeligt hjemmetøj – store, løse og det blødeste velour! Bare for hyggens skyld er der kommet hjerter på i en rest Liberty. Jeg har brugt vlisofix til at fæstne hjerterne og har bagefter syet dem på med tyk neontråd og en dobbelt zigzag. Det kommer til at se dejligt “rodet” ud synes jeg og lugter lidt af noget håndbroderi. Når jeg applikerer har jeg et stykke rivevlies på bagsiden, men man kan også bare bruge almindeligt papir. Det gør at stoffet ikke trækker sig sammen.






















