Jeg var sammen med mit syhold i dag, og ind i mellem falder snakken jo hen over emnet “hvorfor er det at vi aldrig får lavet alt det vi planlægger?”. Jeg plejer at sige, at mit hovede simpelthen arbejder meget hurtigere end mine hænder. Og så er jeg ferm til, totalt at overvurdere min egne evner. F.eks tror jeg snildt, at jeg kan sy en kjole, reparerer et par bukser og montere en trøje efter at ungerne er lagt i seng om aftenen…. men det sker ligesom ikke vel?? Da jeg kom hjem fra syning stod denne “lille” bunke inde på mit arbejdsværelse og smilte til mig. Smilte – ikke grinede – for jeg har for længst besluttet mig til, at jeg ikke gider stresse over det. Jeg når det, jeg når. Og jeg vil nyde det imens!
