Puder

Min 5. klasse har lige lært at sy på symaskine og deres første projekt skal være en pude. Jeg tager dem her med til dem i morgen så de kan lade sig inspirere. Det er to puder med forskellig for-og bagside. De er kun lavet for at tage med på arbejde. Det er meningen at børnene kan lave deres pude frit, men den skal indeholde sammensyninger, dekoration, applikation eller andet. Eneste krav er med andre ord, at det ikke bare bliver to stykker stof syet sammen. Når de er færdige med deres pude har de afsluttet deres symaskinekort.

Sommerhalskæde (må også gerne bruges om vinteren)

Jeg har tidligere vist jer disse som jeg har været så utroligt glad for. I foråret lavede jeg så en ekstra lang og farveglad version. Den har ligget lidt stille nede i skuffen, jeg kunne ikke helt bestemme mig for hvad jeg syntes om den. Men nu er den kommet frem og har taget hævn… den har hængt på mig de sidste par dage. Og helt ærligt?? Jeg er faktisk ret vild med den.

Den er fyldt med alt muligt blandet fra knapskuffen, jeg er specielt vild med den lille T-shirt med tilhørende underbukser!

Så for #%€&%#!!!

Tog mine totalt yndlings sommer cowboybukser på. Var hurtigt på vej ud af døren. Så mig tilfældigt, TILFÆLDIGT, sådan skråt bagfra i et spejl og skimtede noget rødt…. Hvad var det? NEEEJ, mine bukser var revnede!!! Og ikke bare et diskret lille hul i stoffet… et MEGA-hul! Jeg havde ingenting mærket, da jeg tog dem på. Jeg ved ikke hvad jeg har mest ondt i maven over. At de er gået i stykker og på det nærmeste er umulige at reparere, at det var lige før jeg havde taget dem på på arbejde (det kunne min 7. klasse nok have haft det morsomt over) eller at jeg ingen anelse har om hvordan det er sket. Så tanken strejfer mig selvfølgelig, om jeg allerede har spankuleret rundt med numsen (næsten) bar.

Hvis der er nogen der har en fantastisk ide til en smuk lap så modtager jeg med glæde.

Gode ideer?

Jeg har været ved at rydde op i håndarbejdslokalet på den skole jeg arbejder på. Jeg har blandt andet været igennem vores garnskuffer. Og efter at have sorteret alt garnet ender jeg med denne her bunke.

Alt sammen garn som er umuligt at trevle op, eller garnnøgler der er klippet i, eller garnnøgler der har ligget lidt for tæt på noget sæbevand. Jeg er sikker på at andre håndarbejdslærere godt ved hvad jeg taler om. Men det er faktisk en kæmpe stor bunke og skal jeg bare smide den ud??? Eller sidder der nogen med en rigtig god ide?

London #2

Jeg kender en der arbejder sammen med Liberty og han havde arrangeret at jeg under mit besøg i London kunne besøge Liberty Headquarters. Det ligger ikke længere i den flotte hovedbygning på Oxford Street, men på en lille gade i nærheden af Marble Arch.

Jeg blev vist rundt i lokalerne og fik lov at møde designerne og se noget af den kollektion de arbejder på til fall/winter 2012. Men SCHYYYY!!! Jeg lovede ikke at sige noget. Til gengæld kommer her et billede at nogle blyanter jeg fik med hjem.

London #1

Så fik jeg dem set, de dejlige Grace Kelly kjoler. Man måtte desværre ikke, men forståeligt nok, fotografere på udstillingen. Men denne  fine sag stod lige udenfor, som introduktion til udstillingen, og den måtte man gerne tage billeder af.

Udstillingen var enkelt og kronologisk bygget op og (næsten) alle kjoler der blev vist havde man også fundet fotos af fra “dengang”. Der blev også vist film klip fra både hendes Hollywoodfilm og film fra hendes virke som prinsesse. Jeg var begejstret!!

Resten af V&A er jo også i den grad fantastisk. Jeg har været der flere gange og deres “Fashion” afdeling er utrolig. Så mange fine eksemplarer af historisk og nutidigt tøj har de i deres permanente udstilling. Her er bare et par eksempler:

Deres seneste nyerhvervelse var også flot, måske er der nogle af os over 40 der husker en anden prinsesse iført denne her:

Hele den gulvlange kjole og den lille bolero er broderet med små pailletter og ægte perler. Den må have været meget tung at have på og nok ikke helt behagelig at sidde i….. på den anden side…. hun var jo prinsesse….

Mere ugle

Hun er allerede kommet langt med sin ugle, den store. og koncentrationen er stor.

Her kan det tydeligt ses hvordan den forreste ugledel sys på et bagstykke der ikke er klippet i facon. Det er meget nemmere at sy pænt på denne måde fordi der ikke er så meget at holde styr på.

Når uglen er færdig skal den dekoreres. Det er nemlig en dameugle. Det tager lang tid at bestemme sig for den helt rigtige dekoration. Heldigvis er der masser af ting at vælge imellem i skufferne.