En udfordring til en hækler

Sad og bladrede lidt i nogle gamle Alt om Håndarbejde (det synes jeg åbenbart var mere vigtigt end at ordne badeværelset…) og faldt over denne skønne legeterning. Det er en stor skumgummiterning med hæklet betræk. Er den ikke skøn? Jeg ville nok selv have valgt at sy betrækket, men hvis det kribler i fingrene på en superhækler har jeg altså en opskrift.

Byens puls

I går i Berlingske Tidende, i tillægget AOK tog man som altid byens puls.

Men hov… jeg fik lige øje på noget…

Jeg elsker hvad jeg laver, og det kan jo ikke lige udskiftes med atomfysik, og verden har også brug for de små ting, og æstetik er jo også vigtig, og vi kan jo ikke alle sammen redde verden, og de små ting er jo også vigtige, og….. og…… og alligevel synes jeg de har en lille smule ret….

Det går sååå langsomt!!

Efter et par strikkesucceser er jeg åbenbart tilbage ved mit gamle jeg. Jeg er vild med garnet, jeg er vild med farven, jeg synes mønsteret bliver så flot, men det går så LANGSOMT! Jeg synes jeg strikker vrang hele tiden og det er jeg mildest talt ikke vild med. Det eneste der gør at jeg nu strikker derudaf er tanken om hvor skønt det bliver når den er færdig…

World Wide Knit Day in Public Day

Det var jo faktisk i lørdags, men I kan vel godt tåle et lidt forsinket indlæg? Jeg tog til Emil Pipers Park i Kgs. Lyngby i lørdags for at strikke offentligt. Jeg slog mig ned på bænken herunder og satte mig straks til at strikke. Jeg nåede lige at få en enkelt kommentar med på vejen: “Det begynder nok snart at regne”. Og det gjorde det. Cirka 10 minutters strik blev det til den dag!

Men jeg kom stærkt tilbage søndag, hvor jeg tog ned til selvsamme bænk og pyntede baggrunden med lidt blomster.

Så meget blev det ikke til, men hvis Puk kaster strikkepindene i luften næste år, er jeg med igen.

Musemåtte

Min datter kom på et tidspunkt hjem med denne her fra billedkunst.

Det er en mandela tegning der er lamineret. Oprindeligt sad der nogle bløde dobbeltklæbende puder fast på bagsiden, men vi fandt ud af at det virkede bedre med mosgummi. Hun lavede siden andre versioner til julegaver i familien. Jeg har siden tænkt på at det kunne egne sig som et begynderprojekt i håndarbejdsundervisningen. Jeg har derfor lavet denne her:

Jeg har som med min elastikmappe taget udgangspunkt i et kort fra Tiger. Alle delene er klippet ud i stof og Vlisofix og derefter strøget oven på hinanden. Det hele er lamineret og sat fast på mosgummi med dobbeltklæbende tape. Jeg synes det virker fint. Jeg har lamineret med skolens nye kold-lamineringsmaskine og det virker ikke helt. Det bliver simpelthen for bulet. En anden gang vil jeg gøre det med den gode gamle, det giver et bedre resultat. Men ellers tror jeg bare det er at komme derudaf…. Kunne det ikke også være flot med for eksempel patchwork?

Award

Jeg har fået en award. Og tak for det Sanne B. Det er min første og jeg er rigtig glad for den.

Det er meningen at jeg skal fortælle 7 ting om mig selv og allerede her går jeg i stå. For denne her blog er jo en håndarbejdsblog og det er egentlig ikke meningen at den skal være særlig privat. Så her kommer 7 ting, alle med en “håndarbejds-vinkel”.

1. Min mand spurgte mig engang om hvilken del af syprocessen jeg bedst kunne lide. Mit svar kom promte: “At købe stoffet”.

2. Jeg elsker at se “radio-TV” mens jeg syr. Deadline er noget af det bedste.

3. Jeg er ved at tage en bachelor i fransk, men til min store fortrydelse kan jeg ikke mange franske sy-ord. Jeg har forgæves ledt efter franske sy-blogs. De må jo findes derude et sted.

4. Jeg har altid rigtigt mange projekter i gang på samme tid. Jeg kan overhovedet ikke finde ud af det der med at gøre en ting færdig ad gangen.

5. Jeg arbejder bedst når der er ryddet helt op…. dét er der bare aldrig!

6. Jeg synes lykken må være at have en lille butik med stof, knapper og antikvariske håndarbejdsbøger.

7.  På trods af at have syet og lavet håndarbejde i 30 år har jeg stadig ikke helt lært at ting tager tid!! Jeg plejer at sige at mit hovede arbejder meget hurtigere end mine hænder.