… eller strikken på pindene eller noget i den stil. I hvert fald har jeg fået gang i mit eget strikdesign igen. Måske handler det mest om at jeg er i gang med at skrive bachelorprojekt og det derfor er så uendelig nemt at finde på overspringshandlinger.
Månedsarkiv: marts 2010
Grå og klassisk
Det må man da sige at denne kjole er. Jeg har syet den efter et mønster fra italienske Marfy og jeg er rigtig godt tilfreds med den.
For at gøre ærmerne lidt markerede er der indlagt “omvendte” læg. Nederst på kjolen er stoffet taget på skrå. Jeg har brugt kjolen både til hverdag på arbejdet (med rullekrave under og støvler til) og til “fint” med høje hæle. Jeg tror den kommer til at have en plads i skabet i mange år-
øv, øv, det er min egen skyld
Jeg var på lagerudsalg hos Rosemunde og købte en fin hørtunika. Den var lækker “crisp” og jeg kunne lige se den på en varm sommerdag. Og ja, jeg så godt vaskeanvisningen der sagde håndvask. Men den slags kan jeg altså ikke tage mig af. Mit liv er for kort til håndvask!! Og derfor røg den altså i maskinen…. og faktisk også i tørretumbleren (det var altså en fejl). Da jeg tog den ud var straffen tydelig:
Tre fine huller var det blevet til og slut for den hørbluse. Og dog… jeg skal på applikationskursus hos Karen Marie Dehn og det kan jo være at hun har nogle gode ideer.
Broderede knapper
Hvis man er vild med knapper kan man med fordel lige kigge et smut forbi her. Er det ikke bare for lækkert?
Man skulle rejse lidt mere
For så ville man også helt klart komme til Paris inden d.29. august. Det er nemlig sidste dag hvor man kan se en retrospektiv udstilling med 300 Yves Saint-Laurent modeller fra 1958 til 2002. Hvis du er i Paris så er det bare om at komme hen til “Petit Palais” og nyde synet.
Lille Idas blomster
Hvad sker der for den trøje?? Den er jo på det nærmeste bredere end den er lang (og ja, jeg ved godt at man bør lave en strikkeprøve…).
Det er ikke ligefrem et af mine bedste stykker strik, men nu er den færdig og pigen synes den er fin. Så mon ikke, når først musikken spiller, at det alligevel bliver en trøje der nok skal blive brugt? Jeg synes i hvert fald hun er fin…
Bare man kunne strikke…
Altså sådan rigtigt! Efter min dejlige succesoplevelse med daffodil er jeg ved at finde tilbage til mit gamle jeg. Det betyder strikkefastheder der ikke overholdes, udtagninger der glemmes, projekter der ikke gøres færdige osv…
Jeg gik lidt død i mit eget projekt og startede derfor på Anette Danielsens “Lille Idas blomster”. Jeg lånte bogen på biblioteket og hele den måned var det min yngste datters yndlingsbog. Vi har bladret den igennem mange gange og sammen drømt om alle de trøjer og bluser jeg kunne strikke til hende.
Blusen skal nok blive færdig, og pigen skal nok få den brugt, men smuk er den altså ikke. Jeg synes ikke at mønsterstrikken er blevet pæn og strikkefastheden er helt ad H til (nej, … jeg lavede ikke en strikkeprøve!). Nu strikker jeg den færdig og så snakker vi ikke mere om det!
Grace Kelly
Bare jeg dog skulle til London sådan en gang mellem april og september for der viser V&A en særudstilling om Grace Kellys stil. Hendes brudekjole, 50 outfits fra Hollywood perioden og 35 Haute Couture kreationer fra 60′erne og 70′erne bliver blandt andet vist frem. Dertil kommer tilbehør en masse. Åårh, hvor ville jeg gerne se det. Måske man bare skulle bestille en flybillet??

Liberty
Jeg blev fristet af Julies indlæg og tog en virtuel tur forbi V&A. Et fantastisk museum som man absolut MÅ besøge hvis man er i London. De har den mest fantastiske dragtsamling. Jeg har mere end én gang slæbt min mand med på særudstillinger. Han mener selv at han nu ved alt der er at vide om “New Look”!! Et par dage efter mit besøg i netshoppen kom disse fine print med posten. Jeg har ikke fortrudt!
Ungarsk æske
Som ung tog jeg, som mange andre, gennem Europa på Interrail. I Budapest faldt jeg for denne smukke håndbroderede æske.
Jeg syntes den var så fin at jeg købte én både til min mor og bedstemor og på en eller anden måde fik jeg dem fragtet hjem i rygsækken. Forleden kom begge æsker så “hjem” igen efter min mor havde været i gang med lidt oprydning. Jeg synes stadig æsken er lige fin og inden i var der en anden skat. Den ene æske var nemlig fyldt med knapper fra min barndom. Specielt dem med “guld” og “diamanter” husker jeg tydeligt. De blev sorteret igen, igen og igen…









