En dejlig piget sommerkjole (der kan bruges hele året)! Det blå stof er af Diane Knott for CLOTHWORKS og er købt i den lokale patchwork butik. Det røde på flæsen forneden er en tyndere bomuldskvalitet (à la Libertys Tana Lawn) og er købt på en venindetur til Paris. Det ærgrer mig stadig at jeg ikke fik taget et visitkort i den lille butik i Marais hvor dette (og en del andre) stof blev købt. Jeg vil så gerne kunne finde den næste gang jeg er i Paris. Det fine bånd var et af dem jeg for nylig købte i Berlin.

Her ville jeg jo rigtig gerne sætte et billede ind af en yndig pige med blomsterkrans på en sommereng. Men sådan en pige har jeg bare ikke. Derfor må jeg tage billeder fra ryggen uden hun opdager det. Ellers er der rækkede tunger, hip-hop fingre, model-attituder og andet godt…. måske er det bare en fase man skal igennem når man lige straks fylder fem?
Modellen er brugt mindst 1000 gange. Den er fra Medoms børnetøj og virker hver gang. Her har jeg sat to flæser på forneden. Den røde er sat på indersiden og uden på er der sat en blå flæse. Den røde er lagt almindeligt op, den blå er kantet med overlockeren. Supernemt med overlockeren til denne slags flæser!

Det røde stof er brugt igen som belægning på bullen. Frem for at presse belægningen så man ikke ser den retsiden, presser jeg med vilje lidt “skævt” så det røde anes.

Knapperne på ryggen er forskellige. Egentlig havde jeg fundet nogle små mariehøns som jeg syntes var rigtig søde, men pigen syntes at de var alt for “baby-agtige” så derfor valgte vi i stedet disse fire knapper fra skuffen som ikke er ens, men som passer godt synes jeg.
