Lykken er at vælge knapper

Denne her skjorte har hængt et godt stykke tid (fra før jeg startede denne blog), men jeg har ikke kunnet finde de rigtige knapper. Jeg ved ikke hvorfor det er så svært at finde knapper til lige netop denne skjorte. Måske skulle jeg have lavet den med skjult lukning :-)

skjorte

Nu er jeg dog nede på to muligheder. De hvide, lidt søde og de gule. Farven på billedet snyder lidt. I virkeligheden passer de perfekt i farven til skjortens lidt karry-gul-grønne. Men måske er de også lidt kedelige…. Jeg tror tiden er inde til en rask beslutning (kan man sige dét, når nu skjorten har hængt dér i flere måneder??).

knapper

Lidt broderi – hvad skal man egentlig bruge det til?

Har lige været på en tur til Berlin og var ved at gå helt i panik over ikke at have noget med “til hænderne” i bilen. Derfor greb jeg i farten dette broderi som jeg kunne nørkle med (det betød så at jeg glemte min pung, hvad der jo er ret katastrofeagtigt!). Det er bare helt almindelige korssting. Ideen er at det skal bestå af 4 firkanter så det til sidst bliver “stjerneagtigt”. Måske bliver det aldrig færdigt, men så har jeg da hygget mig med det imens. Hvad skal man egentlig bruge denne slags broderi til, udover at beundre farverne??

broderi

Sommer T-shirt

Jeg er bare for sej til at få brugt af bunkerne for tiden… højt hurra for mig. Denne gang blev det til en T-shirt til den lille. Stoffet er en rest jersey som blev indkøbt til gamasher til den store. Dekorationen er fra skuffen. Det meste har tidligere siddet på en anden T-shirt, så kom ikke her og tal om genbrug…. Grin bare af det, men jeg elsker når gammelt bliver til nyt eller bare når det i skabet bliver brugt. Jeg er også vild med at købe nyt, men det er en hel anden historie. Mønstret til T-shirten er fra Medoms Børnetøj som jeg har brugt igen, igen og … igen. Den kan klart anbefales til små børn.

t-shirt

dekoration

Vupti!

Jeg fik for nylig foræret et stykke elastik (jeg kan ikke sige nej til den slags). På den skole hvor jeg underviser i syning stod der en hel rulle med hammergul elastik og man kunne bare ta’. Jeg fik i en fart overbevist mig selv om at sådan et stykke gul elastik var lige hvad jeg manglede… og det var det måske også. Nu er det i hvert fald sat sammen med et bæltespænde fundet bagerst i skuffen. Nu er det store spørgsmål bare om sådan et stykke med gul elastik nogensinde finder vej til min talje…. måske er jeg bare blevet for gammel….

elastik

Sommerfugle

Der er massevis af sommerfugle på denne sommerkjole til den lille. Den er syet efter verdens nemmeste kjole mønster, nemlig 20022 fra Onion. Jeg har efterhånden brugt dette mønster rigtig mange gange – både som bluse og kjole, med korte eller lange ærmer -  og det har virket hver gang. Og så er modellen superhurtig at sy. Jeg var tæt på at løbe tør for stof så derfor flyver sommerfuglene på flæsen på tværs. Jeg blev hurtigt enig med mig selv om at det var helt okay. I halsen er der en rest ternet silkebånd. Jeg lægger altid elastik ind i selv halsen og syr bare et eventuelt bånd på enderne. På denne måde får man både en elastisk halsudskæring samtidig med en dekorativ sløjfe. Stoffet er købt hos Speich sidste år. Det er bomuld med (en lille bitte smule) glimmer i.

sommerfuglekjole

påtværshals

Masser af sytråd…

… men ikke så meget som der har været. For cirka 5 år siden flyttede vi fra en stor lejlighed til et lille hus, og i den forbindelse skal alt jo pakkes ned. Da jeg kom til skufferne med sytråd blev jeg lidt forbavset (måske også lidt selv-forarget) over hvor meget der egentlig var. Og forbavsende meget i næsten ens farver (ynglingsfarverne er grøn og blå). Jeg købte næsten per automatik sytråd når jeg købte stof. Jeg besluttede derfor at jeg ikke ville købe sytråd mere, men bruge hvad der var. Og i de seneste fem år har jeg faktisk ikke købt sytråd pånær nogle meget få undtagelser, hvor der har været tale om helt specielle projekter eller farver. Det er måske 4-5 gange på 5 år. Dét er da meget godt gået synes jeg selv! Nu er der kun tre små skuffer tilbage i dejlig uorden. Og selvom jeg normalt er rigtig glad for alt der ligger i orden (ordnet og sorteret!) kan jeg godt lide disse små skuffer med deres farveorgie.

brun

blå

rød

Sommerbukser

Et par sommerbukser til den store er det blevet til. Hun er glad for dem og jeg synes også at de er blevet ret gode. Stoffet er købt for et par år siden i Paris. Det er tyndt og glat bomuld (à la Libertys Tana Lawn) og jeg har altid været vild med printet. Mønstret er fra Sy og Strik Børnetøj. Jeg har haft bogen længe, men har ikke rigtig brugt den. Men nu har jeg fået tegnet et par mønstre af, og bukserne her blev altså det første der blev færdigt. Bukserne tæller godt med i mit lille regnskab. Stoffet var nemlig ikke særlig bredt så jeg har brugt cirka halvanden meter. 3 point til mig altså!! Jeg synes selv det går forrygende…  Til gengæld får jeg så brugt penge på så meget andet. Det vender jeg tilbage til. Her først et par billeder med bukser med pige i. Grunden til grinet er, at lillesøster står og danser ved siden af mig for at lokke et smil af den store – og det lykkedes…

ea bukserea bukser 1

Konfirmationskjole

Lørdag var der konfirmation og det længe ventede øjeblik hvor kjolen skulle tages i brug kom endelig. Den har godt nok voldt mig lidt kvaler den kjole. Den ser så enkel ud, men jeg måtte slås lidt med den. Specielt draperingerne (der er også draperinger bagpå) var vanskelige fordi man jo ikke kan lave dem “fladt”. Man har brug for modellen for at de kommer til at sidde ordentlig. Heldigvis var modellen sød og tålmodig og stillede op til mange prøvninger. Da først stout modellen var færdig var den faktisk meget enkel at sy. Hun virkede så glad og tilfreds med den og det gjorde mig så glad. Hendes mor og jeg har kendt hinanden i mange år, og når hun og datteren viser mig den tillid at jeg skal sy noget der er så vigtigt, så er det også utrolig vigtig for mig at det bliver godt. Stoffet er lækker silkesatin i brækket hvid. Og pigen….? Hun er jo smuk!

caroline

Stor pige

Her er hun så: Den lille, som snart ikke er så lille mere. “Fire et halvt” siger hun klart og bestemt når man spørger om alderen. Og det dér halve år, det er jo så vigtigt. Hun elsker sit tørklæde og føler sig meget “stor-pige-agtigt” når hun har det på. De må jo ikke have den slags på i børnehaven, så det bliver mest herhjemme det kan bruges. Trøjen i velour er for øvrigt også hjemmegjort lige inden jeg startede bloggen her. Der blev lavet både trøjer, bukser og nederdele til den store og den lille (jeg havde fundet noget billigt velour) og det er blevet brugt rigtig meget. Specielt den store er næsten ikke til at hive ud af sine “hjemme-bukser”.

alma med tørklæde