Tusindfryd

Jeg ved godt at der er mennesker der bruger tid (og penge) på at få fejlfrie græsplæner. Og jeg beundrer de græsplæner, men det kommer aldrig til at ske her hos mig. Jeg elsker nemlig tusindfryd! Jeg elsker dem så meget, at jeg sidste år, da vi fik lagt rullegræs i vores forhave, overvejede at så tusindfryd i græsplænen. Den var ligesom alt for fin og grøn ikk’? Nu har jeg overbevist mig selv om at de nok kommer helt af sig selv. Men jeg glædes over dem hvert forår. Og nu har det varme vejr fået dem til at komme frem og man ved at de bliver ved lige til sommeren er forbi. Og får de en sjælden gang med græsslåmaskinen, ja så kommer de da bare igen. Og så passer de så fint til børnehænder. Hvordan kan man andet end at holde af dem???

tusindfryd

Lidt anderledes er det med mælkebøtter. Jeg holder så utrolig meget af dem, men mest når de fylder en hel mark eller en grøftekant og de ligesom kommer fra den ene dag til den anden. Men jeg vil ikke have for mange i min egen have. De tager ligesom lidt for meget plads og er ikke helt så ydmyge som tusindfryden. Og så pletter de når børnene leger med dem (husmoderen må jo også have lov at mene noget). Men, en enkelt eller to sniger sig altid frem og får lov at stå lidt.

mc3a6lkebc3b8tte

Grønne tider

Konfirmationskjolen er færdig (hvis konfirmandinden tillader det, lægger jeg et billede ind efter konfirmationen) og nu er det tid til mig selv. Der er en eksamensopgave der skal skrives, men når hjernen er for træt her sent på aftenen kan hænderne tage over og jeg kan sy lidt. Og så er det den grønne kjole der bliver arbejdet på. Den har ligget og ventet lidt, men nu er den riet og syet (og den passer) og foret er syet. Stoffet er virkelig lækker silke georgette som falder så smukt og ikke krøller. Det er købt i Vanilla Silk (de har desværre ingen hjemmeside) for længe siden, så det giver også lidt på point på lagerkontoen – 4 stks. Den skal nok blive færdig til på lørdag. Så er der bare et lille problem…. de sko jeg havde tænkt mig var udsolgt i butikken…. så må jeg jo finde på noget andet. Og så er der smykkespørgsmålet: Spinkle og yndige eller store og chunky? Imens kigger jeg på alt det grønne, min absolutte yndlingsfarve, og bliver så glad.
grc3b8n-kjole

En bluse til den store

Hun har selv valgt stoffet og som før fortalt er jeg rimelig nem at overtale når hun begejstres. Men jeg synes nu også det er fint og forårsagtigt med de grønne og lilla farver. Det er købt i den lokale for et stykke tid siden så det giver point. Cirka 1 point må det vel blive til. Hun har også selv valgt knappen fra mit (enorme) knappelager. Mønstret er 20028 fra Onion. Jeg har brugt det flere gange, både til tunika og til kjole. Nu er hun ved at være for stor til mønstret så det fik lidt i siden og lidt mere i længden og nu passer det fint.

eas-skjorte

skjorte-eao

Sommeren nærmer sig…

… og sommergarderoben skal være klar. Den store vokser og så må der jo nyt til. En helt enkel model som er lavet lidt efter hovedet og lidt på baggrund af en anden top hun har. Hun har selv valgt stoffet og jeg er så nem… Når hun er med i en stofbutik og hun begejstres over farver og mønstre så lader jeg mig rive med og giver lov… “ja, det kan vi godt købe lidt af, ja, og også det”. Begge dele er indkøbt i den lokale stofbiks og har ligget på lager i et stykke tid. Der er brugt halvanden meter i alt så det er tre point til mig i min lille lagerkonkurrence. Så er der brugt lidt kantebånd og lidt elastik som også var på lager i forvejen, så alt i alt et godt projekt. Så mangler vi bare lidt rigtig sommer for på trods af høj sol frøs staklen da billederne skulle tages.

ea-c3a6bler1

Sød sommertop med æbler på.

ea-bla-forfra2

Kjolen er bare top-mønstret der er forlænget. Så er der lavet halterneck i stedet for skulderstropper. Gamasherne er en model fra sidste forår som har været brugt flittigt.

ea-bar-ryg

Der er så meget der venter…

Der er feks en konfirmationskjole som skriger på de sidste sting (jeg tror den bliver rigtig fin), og der er et pensum der venter på at blive læst, og sidst men ikke mindst, er der en eksamensopgave der venter på at blive skrevet. Jeg elsker at gå i skole og videreuddanne mig, men af en eller anden grund kommer eksamen altid som lidt af en overraskelse. Som en overspringshandling ville jeg lige rydde lidt op og fandt så denne her turkise silkesag. Den er syet for år og dag tilbage og lå egentlig klar til at komme en tur med på loppemarked. Men nu overvejer jeg lige igen… er den egentlig ikke meget fin… og kunne den egentlig ikke godt klare en sæson mere?

turkis-silke

Hæklerier

Jeg har lige siddet 14 timer i en bil på vej hjem fra Paris og så får man jo hæklet lidt. Et rigtig fint tørklæde tror jeg det ender med at blive. Garnet er Noro Silk Garden og det er super lækkert. Tørklædet så jeg første gang her, men jeg kunne ikke få fat i garnet (jeg havde travlt og kunne ikke vente på at butikken fik det hjem) og derfor prøver jeg nu i Silk Garden. Det er tykkere men det bli’r sikkert dejligt til vinter.

hc3a6klet-tc3b8rklc3a6de2

Glæden ved fotografiet

Den lille på fire har fået fingrene i kameraet. Den tekniske snilde er måske endnu ikke så stor, men glæden er da tydelig at se. Og hvad er bedre end at tage billeder af det der er lige i nærheden?…. hænder og fødder

alma3alma2alma1

Og så til det mere alvorlige… vi har lige været på en fin påsketur til Bruxelles og Paris – super dejlig tur, men nu er det altså tid til arbejde. Jeg har en konfirmationskjole der skal gøres færdig. Stout-modellen er færdig og den er godkendt af teenageren der skal have den på.

stoutDer er blevet købt stof mens jeg har været væk (det glæder jeg mig til at se) og den skal altså syes i morgen og i overmorgen. Billeder følger :-)